Det ser ud til, at regeringen har to bevæggrunde for sit ønske om fusioner. Man vil gerne styrke samarbejdet inden for universitetssektoren. Og man vil gerne skabe enheder, som er store og økonomisk stærke nok til at møde globaliseringens udfordringer.
Ideen om at styrke samarbejdet er god og nyder almindelig opbakning i forskningsverdenen. Alle forskere ved, at det er godt at forene kræfterne, fordi man får mere ud af anstrengelserne, end hvis man går alene. I den moderne universitetsverden er de stærke forsknings- og uddannelsesmiljøer kendetegnet ved et udbredt samarbejde på tværs af miljøer og institutioner, mellem det offentlige og private, nationalt og internationalt. Fordelen er, at man bringer forskellige traditioner og arbejdsmetoder sammen, og miljøerne beriger hinanden og skaber ny viden, fordi deres udgangspunkter er forskellige. Nøgleordet er, at god forskning og uddannelse drives frem af den mangfoldighed, der opstår i netværk, hvor den individuelle kreativitet forenes med det frie samarbejde. Her er netværket meget stærkere end fusioner.
Ideen om, at man skal have enheder, der er store og økonomisk stærke nok til at møde globaliseringens udfordringer, nyder også almindelig opbakning blandt forskere. I international sammenhæng er de fleste danske universitetsinstitutioner faktisk ikke små, så her er der ikke noget, der taler for fusioner. Men det økonomiske grundlag for universiteternes virke er skredet betragteligt i de senere år. Det forbedrer man ikke ved at fusionere universiteter. Når man fusionerer, opnår man selvfølgelig nogle stordriftsfordele, men grundlæggende handler det om, at bevillingerne til forskning og uddannelse er for små, så den væsentligste effekt bliver, at man slår flere dårlige budgetter sammen til et stort dårligt budget. Den kritiske masse, som regeringen efterlyser, opstår ikke på denne måde. Samtidig er der også en stærk risiko for et faldende uddannelsesniveau i samfundet, fordi færre enheder indebærer et fald i uddannelsessystemets tilgængelighed for de unge.
I Danmark har vi relativt mange universitetsinstitutioner. At fusionere dem til et lille antal er en farlig vej at betræde. Flerheden betyder nemlig, at der i den danske universitetsverden er mange forskellige forsknings- og uddannelsestraditioner. I forhold til landets størrelse har den danske universitetsverden mange strenge at spille på, og det skaber en stor fleksibilitet, når ny viden skal udvikles, og når nye tendenser i vidensamfundet skal opfanges af forskning og uddannelse. Vejen frem er at styrke universiteternes muligheder for at videreudvikle samarbejdet og danne nye nationale og internationale netværk ved at styrke det økonomiske grundlag. Det giver en langt større dynamik end de fusioner, som der nu lægges op til.
Allan N. Gjerding, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakulte