Den øgede internationalisering og ønsket om at tiltrække udenlandske studerende har medført, at flere og flere fag og hele studier på AAU udbydes på engelsk. Mange undervisere på universitetet står således over for at skulle konvertere deres ”danske” undervisning til engelsk og andre underviser allerede på engelsk. Flere har givet udtryk for, hvor svær de finder denne opgave, og hvor stækket de føler sig sprogligt ved at forlade deres modersmål og i stedet undervise på et sprog, de ikke til fulde behersker.
Forskere præsenterer i stort omfang deres forskning på engelsk på udenlandske konferencer, og som forsker har man ligeledes ofte et ønske om at indgå i internationale samarbejder. Flere har derfor udtrykt ønske om sprogkyndig assistance både hvad angår skriftlig og mundtlig kommunikation.
Over for kravet om øget publicering af artikler på engelsk har mange forskere endvidere givet udtryk for ønsket om sproglige assistance til udarbejdelse af disse artikler, fx en sproglig revision, eller i mange tilfælde en decideret oversættelse til engelsk.
Bag oprettelsen af Sprogligt Rådgivningscenter står Institut for Sprog og Kultur ved Aalborg Universitet. Centret vil tilbyde sproglig rådgivning på de fire hovedsprog Engelsk, Tysk, Spansk, Fransk samt på Dansk. Rådgiverne bliver undervisere fra sproguddannelserne ved instituttet, som besidder de nødvendige og efterspurgte sproglige kompetencer, herunder også de fagsproglige discipliner, fx teknisk, økonomisk og juridisk sprog.
Sprogligt Rådgivningscenter tilbyder indtil videre kun sproglig kompetenceudvikling til medarbejderne på Aalborg Universitet, men ambitionen er med tiden, at kunne tilbyde lignende services til det offentlige såvel som det private erhvervsliv.
Flere informationer
Rita Cancino, Lektor og prodekan ved Det Humanistiske Fakultet
Telefon: 9635 9189
Email: rcancino@hum.aau.dk
Inger Askehave, Lektor og Institutleder
Telefon: 9635 9175
Email: askehave@hum.aau.dk
Lene Yding Pedersen, Lektor
Telefon: 9635 9167
Email: yding@hum.aau.dk