AAU forener kræfterne som Danmarks IKT-universitet

Ved at binde en lang række eksisterende indsatser sammen, skal AAU styrke positionen som Danmarks IKT-universitet. AAU er i dag verdensførende på flere områder inden for informations- og kommunikationsteknologi, og med det nye initiativ skal universitetet være det mest samfundsnyttige videnscenter inden for IKT.

Lagt online: 27.06.2007

Et nyt initiativ på tværs af Aalborg Universitets mange afdelinger og videnskaber vil fremover binde de mange vidensfelter sammen til ét stort, mangfoldigt netværk af forskere, erhvervspartnere, studerende, ledere og undervisere. Gennem mere end 30 år har Aalborg Universitet indtaget førerpositionen inden for en række højteknologiske discipliner, og det nye, samlende initiativ skal sikre AAU positionen som landets mest samfundsnyttige videnscenter, når det drejer sig om informations- og kommunikationsteknologi (IKT).

- Vi skal ikke lede længe i analyser og statistikker for at finde eksempler på, at AAU allerede i dag er det mest samfundsnyttige videnscenter, men med det nye samarbejde ”På Toppen af IKT” binder vi for første gang trådene sammen, forklarer dekan Frede Blaabjerg.

Målet med ”På Toppen af IKT”-samarbejdet er, at AAU skal udbrede og videreudvikle sin position som et samfundsnyttigt fyrtårn – i dette tilfælde med et særligt fokus på IKT-området. De IKT-samarbejder, som universitetet involverer sig i, skal være med til at styrke universitetets almennyttige betydning, det vil sige ikke kun kommercielt, forskningsmæssigt eller i specifikke branchesammenhænge. Og med de netværksresultater, som Aalborg Universitet har skabt gennem de seneste år, har man erfaret, at der kan skabes merværdier for samfundet, hvis man binder sine indsatser sammen.

”På Toppen af IKT” inviterer forskere, undervisere, studerende og erhvervsliv sammen i et netværk, hvor de mange forskelligartede parter skal lære af hinanden uden at diktere hinandens retning. Initiativet, der er kommet nedefra, har opbakning fra universitetsledelse, institutter og forskningscentre samt Region Nordjylland og Aalborg Kommune. Med i planen er også, at man ikke vil nøjes med at trække samarbejdspartnere ind på universitetsområdet, eftersom viden og virksomheder også bliver bundet sammen ude i de miljøer, hvor behovet findes. Tiltaget Matchmaking, hvor Aalborg Universitet har kontaktpersoner placeret i de lokale erhvervsråd, er et eksempel på, hvordan det opsøgende arbejde kan foregå til gavn for både erhvervsliv, samfund og universitet.

Bredden i samarbejdet mellem 5 institutter og 14 forskningscentre på Aalborg Universitet præsenteres i en ny IKT-brochure, der viser AAU som Danmarks IKT-universitet.

Fakta om AAU’s styrker på IKT-området

  • AAU’s Institut for Datalogi blev i 2006 kåret til at være verdensførende
  • AAU blev i september 2006 blev udnævnt som det universitet i Danmark, der er bedst til at samarbejde med erhvervslivet
  • AAU er Danmarks største IKT-universitet på bachelor- og kandidatniveau
  • Interessen for oplevelsesøkonomi i Nordjylland er så stor, at AAU på bare 3 år har opbygget projektsamarbejde med 85 virksomheder inden for området
  • AAU samarbejder med mere end 20 procent af alle mindre og 30 procent af alle større IKT-virksomheder i Danmark
  • Den første sundhedsrelaterede IKT-virksomhed fra AAU blev udspundet for 25 år siden
  • Danmarks to mest citerede forskere inden for datalogi er AAU-professorerne Kim G. Larsen og Christian S. Jensen
  • AAU samarbejder med mere end 500 internationale universiteter
  • AAU har udpeget sundhedsteknologi og telekommunikation som særlige indsatsområder
  • Den integrerede antenne i din mobiltelefon er opfundet på AAU
  • Med professor Ramjee Prasad i spidsen koordinerer AAU EU’s største satsning inden for mobil og trådløs kommunikation (MAGNET Beyond) med et samlet budget på 78 millioner kroner
  • 26 procent af den offentlige forskning inden for IKT foregår i Nordjylland

Yderligere informationer

  • Dekan Frede Blaabjerg, Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, tlf. 96 35 96 31, mobil 21 29 24 54
  • Institutleder Børge Lindberg, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 96 35 86 38, mobil 20 72 64 80
  • Professor Jens F. Jensen, Institut for Kommunikation, tlf. 96 35 90 28
  • Institutleder Kim Dremstrup, Institut for Sundhedsvidenskab og –teknologi, tlf. 96 35 88 11, mobil 24 65 52 46
  • Professor Kim Guldstrand Larsen, CISS/Institut for Datalogi, tlf. 96 35 88 93, mobil 22 17 11 59
  • Dekan Ole Prehn, Det Humanistiske Fakultet, tlf. 96 35 95 98
  • Rektor Finn Kjærsdam, Aalborg Universitet, tlf. 96 35 95 01, mobil 40 55 85 22
  • Projektleder Birgit Pia Nøhr, AAU Innovation, tlf. 96 35 80 85
  • Generel pressekontakt: Tor Bagger, journalist, AAU’s Fakultet for Ingeniør-, Natur-, og Sundhedsvidenskab, tlf. 96 35 96 44, mobil 20 73 68 45
  • Besøg På Toppen af IKT