Bliv indlagt derhjemme med trådløs teknologi

Trådløs teknologi gør det muligt for kronisk syge at være indlagt i eget hjem, men det er ikke uden problemer, viser Ph.d.-afhandling fra Aalborg Universitet. Afhandlingen forsvares ikke på universitetet, men lidt utraditionelt i Frederikshavn.

Lagt online: 23.05.2007

I dag behøver patienten og lægen ikke at være i samme rum, for at lægen kan følge med i patientens tilstand. En række apparater kan overvåge patienten og sende informationen til lægen på sygehuset - også selv om patienten ligger hjemme i sin egen seng. Den slags kaldes i fagkredse telehomecare - og netop fordele og ulemper ved telehomecare har cand.scient.adm. og sygeplejerske Birthe Dinesen fra Institut for Sundhedsvidenskab & Teknologi på Aalborg Universitet beskæftiget sig indgående med. Fredag den 25. maj forsvarer hun sin Ph.d.-afhandling med titlen "Implementering af telehomecare teknologi - hvilken indflydelse har det på kronisk syge patienter, sundhedsprofessionelle og sundhedsvæsenet?". Normalt forsvares Ph.d.-afhandlinger på selve universitetet, men Birthe Dinesen har valgt, at forsvaret finder sted i Frederikshavn, der ikke er vant til denne form for aktiviteter.

Glade for at være hjemme

Birthe Dinesens afhandling viser, at patienterne nyder friheden ved at kunne være i deres eget hjem. De bevæger sig mere, får øget opmærksomhed på egne symptomer og de kommer hurtigere tilbage til hverdagslivet. Samtidig de er trygge ved, at teknologien holder øje med dem.
- De pårørende, derimod, føler sig mere utrygge og synes, det er et stort ansvar at have et familiemedlem indlagt i hjemmet, og at det påvirker intimsfæren, forklarer Birthe Dinesen.
- For hjemmesygeplejerskerne har det også været en stor omvæltning. De har fået nye arbejdsopgaver, som før har ligget på sygehuset, og det har givet problemer omkring eksempelvis hvilke procedurer, der gælder – sygehusets eller hjemmeplejen, fortæller hun.

Succes - med "knaster"

Ph.d.-afhandlingen er udarbejdet i samarbejde med Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn og hjemmesygeplejen i Frederikshavn. Netop sygehuset i Frederikshavn er Danmarks førende inden for telehomecare. Blandt andet har man arbejdet med fælles patientjournaler, der følger patienten fra sygehuset og ud i hjemmeplejen - noget, der langt fra er hverdagskost i kommunerne i dag.

- Den fælles patientjournal fremmer samarbejdet mellem sygehus og hjemmepleje, og den giver en bedre service i forhold til patienterne. Samtidig er den ikke uden problemer, fordi man flytter kompetencer, der traditionelt har ligget på sygehuset, ud i hjemmesygeplejen. Og det kræver efteruddannelse til opgaven, påpeger Birthe Dinesen.

Der er også it-mæssige problemer blandt andet omkring datasikkerhed og standarder, men Birthe Dinesens afhandling viser også, at der - trods knasterne - er stor velvilje i primærsektoren med hensyn til at prøve at arbejde mere med telehomecare.

Tid og sted

Alle interesserede er velkomne til at overvære Ph.d.-forsvaret, der finder sted fredag den 25. maj kl. 13.00 i mødelokale 1 på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn.

Yderligere oplysninger