Budgetoverskridelser får egen doktor

Danmark er i international særklasse, hvad angår store budgetoverskridelser i projekter som metrobyggeri og DR Byen. men problemet kan løses, fastslår ny doktordisputats fra Aalborg Universitet

Lagt online: 30.04.2007

De store budgetoverskridelser for DR Byen og Københavns metro har bragt Danmark i international særklasse, hvad angår størrelsen af budgetoverskridelser i store byggerier. Budgetoverskridelser skyldes ubegrundet optimisme og bevidst underbudgettering. Det er den dårlige nyhed.

Men der er også en god nyhed. Den er, at problemet kan løses, og at forskning fra Aalborg Universitet viser hvordan. Løsningerne fra AAU er allerede gennemført i Storbritannien og Holland, og det er vigtigt, at de også kommer på plads i Danmark, inden det går lige så galt med de planlagte milliard-investeringer i den ny metro-cityring, den faste forbindelse over Femern Bælt, København-Ringsted banen m.m. som med tidligere projekter.

Dette og meget mere fremgår af den ny doktorafhandling "Megaprojekters politik og planlægning: Problemer, årsager, løsninger" skrevet af professor, dr. techn. Bent Flyvbjerg.

- Ingen af de danske megaprojekter er bygget til budgettet, alle har milliard-overskridelser. Det må undre, og sporene skræmmer, konstaterer Bent Flyvbjerg. Hans afhandling viser, hvordan projektmagere på Machiavellisk vis underbudgetterer omkostninger og overbudgetterer indtægter for at få deres projekter vedtaget. Det resulterer i en omvendt darwinisme, hvor de dårligste projekter overlever. Konsekvensen er økonomiske milliardtab i stedet for den økonomiske vækst, som politikerne lover.

De ansvarlige for de store tab er ifølge Flyvbjerg politikere, embedsmænd og forretningsfolk med et monumentkompleks.
- De bruger hellere vildledende underbudgettering til at få deres monumenter bygget, frem for retvisende budgetter, som kunne sikre, at de bedste projekter bliver bygget og de dårligste sorteret fra, siger Bent Flyvbjerg

Med den nye afhandling bliver Bent Flyvbjerg medlem af den lille elite af forskere, som har forsvaret to danske doktorgrader, og han bliver den første af slagsen fra AAU. Bent Flyvbjerg har i forvejen den ingeniørvidenskabelige doktorgrad og forsvarer nu dr. scient. graden.

Forsvaret finder sted fredag d.8. juni kl. 13 på AAU, Fibigerstræde 15, auditorium B.