Byggeriets internationale topfolk mødes i København for at tænke nyt

På en stor, international konference, Revaluing Construction 2007 – Crossing Boundaries, som foregår i København og Malmø 9.-10. oktober 2007, bliver der rig lejlighed til at stifte bekendtskab med nye spændende tiltag for byggeriets udvikling rundt om i verden.

Lagt online: 02.07.2007

Byggeriet bliver stadig mere komplekst. De tider er forbi, hvor branchen kunne udvikle sig indenfor smalle faglige rammer. Skal virksomhederne overleve i en globaliseret verden, er nytænkning på tværs af geografiske, organisatoriske og teknologiske grænser nødvendig. Udveksling af ideer, tanker og erfaringer er en forudsætning for at forstå den komplekse helhed.

På konferencen vil mere end 40 fremtrædende internationale ledere og eksperter fra byggeerhverv, myndigheder og forskningsområdet fra det meste af verdenen vil hver især bidrage med en brik til det store puslespil af ny viden og inspiration.

To af hovedtalerne kommer fra USA. Professor Fred Moavenzadeh fra MIT vil give et bud på globaliseringens betydning for byggeriet, og vice chair Nancy Tuor fra CH2M Hill beretter historien om, hvordan oprydningen af atomkraftanlægget Rocky Flats gennem innovative løsninger resulterede i imponerende økonomiske og tidsmæssige besparelser. Fra den verdensberømte arkitekttegnestue Foster & Partners, UK, kommer partner Armstrong Yakubu og fortæller om spektakulære projekter, bl.a. det nye elefanthus i Københavns Zoo, bistået af direktør Haakon Löe fra Rambøll Denmark.
Crossing boundaries
Temaet for konferencen er crossing boundaries. Byggemarkedet er ikke længere nationalt. Globaliseringen er en realitet. Det byder på udfordringer, men også på nye muligheder for den, som forstår at gribe dem. Men hvordan overskrides de geografiske grænser? Kan læring overføres fra et land til et andet? Og hvordan kan flydende geografiske grænser udnyttes til at skabe større værdi for byggeriet?

Organisatorisk er nytænkning også nødvendig. Hvordan fremmes f.eks. integrationen gennem virtuelt byggeri? Og hvordan kan bygherren virke som forandringsagent?

Ofte opfattes byggeri som selve byggeprocessen, men finansiering, tilblivelse af byggematerialer, bygherrer, driftsherrer og rådgivernes rolle, foruden vedlige­hol­delse, ejendomsinvestering og -administration bør være en del af helhedsperspektivet. Spørgsmålet er også hvordan projekttankegangen ændres til en helhedstankegang. Og hvordan udnyttes brugerdreven innovation? Det handler om at nytænke produkter og teknologi. Det vil nogle af talerne give et bud på, men der er mange andre emner på programmet.

Fakta

Revaluing Construction 2007 – Crossing Boundaries finder sted den 9. og 10. oktober 2007 på Hotel Marriott i København. De mange talere, som kommer fra hele verden og alle dele af byggebranchen, vil hver give et bud på nytænkning af byggeriet. Formålet er at lade teori og praksis mødes til gensidig inspiration.

Konfencen veksler mellem fælles sessioner og tre parallelle sessioner under følgende overskrifter:

  • Crossing geographical boundaries
  • Crossing organisational boundaries
  • Crossing product boundaries

Programmet omfatter også en studietur til Malmö, bl.a. med besøg i 'Turning Torso', tegnet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava.

Blandt programpunkterne kan fx nævnes:

  • Investering i Shanghai's infrastruktur og dens betydning for byggesektoren. Bai Yun, Shanghai Urban Construction Group, Kina.
  • Produktivitet blandt norske entreprenører.Thorbjørn Ingvaldsen, SINTEF, Norge.
  • Opførelsen af Swire's One Island East Tower ved hjælp af nye samarbejdsteknikker. Martin Riese, Gehry Technology Asia, Kina.
  • Integrerede design løsninger i forbindelse med renoveringen af Sydney Opera House. Keith Hampson, Cooperative Research Centre for Construction Innovation, Australien.
  • NCC Komplett: Hvordan fejl kan reduceres gennem industrielt byggeri. Fredrik Anheim, NCC Industrial Construction, Sverige
  • Redefiner infrastrukturen i sundhedsplejen ved at integrere servicen og det byggede miljø. James Barlow, Imperial College London, Storbritannien.

International Council for Research and Innovation in Building and Construction (CIB) står som initiativtager til konferencen, hvis danske og svenske arrangører er Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet, Bygherreforeningen i Danmark, ByggherreForum i Sverige, samt Byggnadsekonomi ved Lunds Tekniska Högskola.
Konferencens hovedsponsorer er Boligfonden Kuben, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Formas, Rambøll og Realdania.

Mere information om konferencen

Hent illustration til pressebrug.

Yderligere oplysninger

  • Forskningschef Kim Haugbølle, Statens Byggeforskningsinstitut (khh@sbi.dk, telefon 45 86 55 33)