Det er en af landets mest aktive og anerkendte industriforskere, som Aalborg Universitet tilknytter som adjungeret professor ved Institut for Elektroniske Systemer. Claus Thybo har taget en del af sin ingeniør- og Ph.D.-uddannelse fra AAU, og han har i de seneste år flere gange været underviser, vejleder og samarbejdspartner for de ingeniørstuderende i Aalborg. Hans indsats og betydning som bindeled mellem forskningsmiljø og industri anerkendes nu ved at gøre ham til adjungeret professor ved AAU. Her skal han videreføre sin rolle som bindeled mellem industrien og universitetet inden for køle- og varmeteknik.
Claus Thybo er Senior Controls Specialist ved Danfoss, hvor en af hans primære opgaver er at igangsætte forskningsprojekter samt inddrage den nyeste viden fra universiteternes forskningsmiljøer. Claus Thybo vil som adjungeret professor styrke AAU’s interesser også i den kommende tid, hvor en række danske virksomheder anført af Danfoss etablerer et netværk inden for køleteknik. Generelt er det køle- og varmeteknik, som Claus Thybo arbejder med. Resultaterne anvendes i alle former for termiske systemer, som eksempelvis aircondition, køleanlæg i supermarkeder, kølehuse, gulvvarme og andre former for såkaldt termisk komfortregulering.
Konkrete resultater fra universitet til erhvervsliv
Claus Thybo ser gerne, at universiteter og erhvervsliv i fællesskab kan skabe konkrete resultater.
- Hvis et universitet har en lovende metode eller teori, handler det om gribe det an på en måde, så vi i laboratorierne kan se, hvad der mangler, før man i industrien kan få gavn af det. Der er brug for feedback, så man kan arbejde videre med idéerne og anvende det i praksis. Man skal tage abstrakte funktioner og binde dem op med noget virkelighed, siger Claus Thybo.
I forbindelse med sit samarbejde med AAU har Claus Thybo blandt andet været med til at oprette et kølelaboratorium på universitetet, som på hans foranledning er sponseret af Danfoss. I denne forbindelse har han også taget initiativ til en lang række studenterprojekter på AAU i samarbejde med netop Danfoss.
Claus Thybo er uddannet civilingeniør fra AAU, hvorfra han også færdiggjorde sin erhvervs-Ph.D. i 2000. Gennem den internationale anerkendelse af hans forskning er han udnævnt som redaktør af det førende tidsskrift International Journal of Robust and Nonlinear Control. Desuden er Claus Thybo Danmarks repræsentant i det indflydelsesrige Administrative Council for the European Control Association, hvis opgave blandt andet er at rådgive om strategi og planlægning for Europa-kommissionens rammeprogrammer.
Kontakt
- Claus Thybo, Danfoss, tlf. 74 88 59 16, mobil 51 51 85 26
- Professor Jakob Stoustrup, Institut for Elektroniske Systemer, AAU, tlf. 96 35 87 49