De ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet er de første i Danmark, der deltager i de internationale racerbilskonkurrencer for universitetshold, og denne gang er det med en helt ny bil. Unicorn G2 bygger på erfaringer fra de studerendes første bil, som i 2006 deltog i konkurrencer i både England og Australien.
Denne gang har de studerende blandt andet også selv konstrueret motorstyringen, der via en computer bestemmer brændstoftilførslen, hvilket vil sige, at arbejdet inddrager ingeniørstuderende fra både industri-, produktions- samt elektroniklinjerne på Aalborg Universitet
- Sidste år stillede vi op med en meget stærk bil, men vi løb ind i nogle stabilitetsproblemer, som betød at de helt gode placeringer glippede. De erfaringer har vi taget med i udviklingen af den nye bil, så vi har ret store forventninger til det kommende løb. Den ellers så berømte tyske ingeniørkunst skræmmer os i hvert fald ikke, siger Michael Christensen fra Unicorn-holdet.
Konkurrencen foregår fra den 8. til den 12. august på Hockenheim-banen, hvor det tyske Formel 1 Grand Prix afholdes hvert år. De studerendes konkurrencetype kaldes Formula SAE, og her dyster tekniske universitetsstuderende med hjemmelavede racerbiler i Formel-stil, dvs. en åben vogn med frie hjul. Konkurrencerne er ikke blot motorløb, men også ingeniørkonkurrencer med blandt andet tekniske vurderinger og præsentationer for fiktive investeringsvirksomheder.
Unicorn-projektet er betalt af Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet og af midler fra private sponsorer og fonde, og arbejdet er udført af en lille gruppe studerende. Dette står i skarp kontrast til deltagerne fra udenlandske universiteter, som ofte har op mod 60 studerende med vejledning fra erfarne professorer, gerne med assistance og sponsorater fra bilfabrikanter som Volvo, Mercedes og BMW.
Aalborg Universitet har besluttet, at de ingeniørstuderende også i de kommende år kan bygge racerbiler. På baggrund af erfaringerne med G1 og den nye G2-model, er forstudierne til G3 også så småt begyndt. En fjerde racerbil er også planlagt til 2009. Bilerne fra Aalborg Universitet er de første fra et dansk universitet.
Yderligere informationer
- Michael Christensen, Unicorn, nyuddannet civilingeniør indenfor Design af Mekaniske Systemer, Aalborg Universitet, tlf. 20 70 25 00.
- Kevin Harritsø, Unicorn, studerende inden for distribuerede realtidssystemer, Aalborg Universitet, tlf. 30 33 65 25.
- Dekan Frede Blaabjerg, Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 96 35 96 31, mobil 21 29 24 54.
- Unicorns hjemmeside