Debat og film om klimaforandringer i København

Klimaforandringer i EU-regi, film og folkelig debat er på programmet, når der i København vises film og afholdes paneldiskussion forud for EU's stats- og regeringschefers møde om reduktioner i CO2-udledningen. AAU støtter Nomad Academys film- og debatarrangement ’Climate Change Cinema Copenhagen’

Lagt online: 28.02.2007

Der er lagt op til en folkelig og international debat om klimaet, når Grand Teatret i København og Nomad Academy viser film og afholder paneldiskussion under overskriften From ”Reality Check” to Problem Solving? Arrangementet følger op på Al Gores besøg i Danmark for nylig, og er samtidig en optakt til det fokus, der i EU-regi kommer på klimaet i næste uge. Den 8. og 9. marts mødes EU’s stats- og regeringschefer i Europarådet i Bruxelles for at fastlægge reduktioner i CO2-udledningen.

Arrangementet i København støttes af Apple Computers og Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Filmene vises lørdag d. 3. og søndag d. 4. marts kl. 10 i Grand Teatret i København, hvor der samtidig vises film i tre sale:

  • Al Gores ‘An Inconvinient Thruth’ (Oscar Winner: Best documentary 2007)
  • Roland Emmerichs ‘The Day After Tomorrow’ (2004)
  • Lars Mortensens ‘The Climate Conflict’ (2003) og ‘Doomsday Called off’ (2004).

Efter filmene vil et panel besvare spørgsmål i en dialog med publikum, både om de problemer filmene rejser og om de mulige løsninger. Man kan desuden se de sidst opdaterede facts om klimadebatten i Grand Teatrets foyer og café. Begge dage vil der efter diskussionerne være musik i Grand Teatret, hvor henholdsvis den unge talentfulde guitarist Alain Dodji Apaloo lørdag og den internationalt anerkendte blues guitarist Kenn Lending søndag underholder i
en time.

En biografbillet giver adgang til alle arrangementets punkter og koster 60 kr. Billetbestilling på 3315 16111 eller grandteatret.dk. Debatten foregår på engelsk - indlæg på dansk er velkomne.

Yderligere informationer om arrangementet