Danske industri- og servicevirksomheder har gennem de seneste 10-15 år igangsat flere og flere initiativer inden for moderne produktions- og ledelsesfilosofier, hvoraf lean er den mest kendte fremgangsmåde. Ud over lean bruges blandt andet også TQM (Total Quality Management), TPM (Total Productive Maintenance) og Six Sigma i arbejdet på at skabe produktion og logistik i verdensklasse.
Fredag d. 23. marts samles 200 erhvervsledere, produktionsansvarlige, forskere og studerende til en stor temadag på Aalborg Universitet for at få indsigt i og gøre status over de internationale erfaringer, der findes med implementering af disse filosofier.
- Vi har oplevet en enorm interesse for emnet og for vores arrangement, hvilket også kan ses i, at der er specialister og virksomhedsledere fra hele landet, forklarer lektor Niels Rytter fra Institut for Produktion. Blandt andre tager repræsentanter fra Dansk Industri, DONG Energy, Carlsberg, Novo Nordisk, Coloplast, PostDanmark, Sauer-Danfoss, Danfoss, Grundfos og Mærsk turen til Aalborg denne dag for at opleve to af Europas førende eksperter på området.
AAU skal være førende på produktion, logistik og service
Aalborg Universitets Institut for Produktion beskæftiger sig med både teorier og praktiske erfaringer inden for produktions- og ledelsesfilosofier, og i de seneste år har man ifølge institutleder Karl Brian Nielsen øget opmærksomheden omkring produktions- og ledelsesfilosofier. Det handler ikke mindst om betydningen for dansk industri, erhvervsliv og offentlige organisationer i bestræbelserne på at etablere verdensklasse produktion, logistik og kundeservice samt konkurrere med Østeuropa og Fjernøsten.
- Fredagens seminar skal være med til at intensivere samarbejdet mellem Aalborg Universitet, internationale eksperter og industrien på dette område. Vores ambition er, at Institut for Produktion og vores Center for Industriel Produktion skal være de førende forsknings- og undervisningsmiljøer inden for produktion, logistik og service i Danmark.
De inviterede gæstetalere John Bicheno og Bengt Pettersson har mange års praktisk erfaring med at implementere Lean, TQM, TPM og Six Sigma, både i bilindustrien og i andre brancher inden for produktion og service. Bicheno er blandt andet forfatter til de storsælgende bøger The Lean Toolbox, Six Sigma and the Quality Toolbox og Fishbone Flow, og Bengt Pettersson har været chef for TPM-programmet hos Volvo og er forfatter til Total Productive Maintenance med erfarenhet från Volvo.
Om John Bicheno
Er ingeniøruddannet og har arbejdet for bl.a. Sydafrikas regering, Toyota, Nissan og GEC. I 1997 blev han tilknyttet The Lean Enterprise Research Centre ved Cardiff Business School, for at lave en stor undersøgelse af lean i bilindustriens supply chain. John Bichenos bøger er solgt i flere end 80.000 eksemplarer.
Om Bengt Petterson
Var ansvarlig for Volvo Car Corporations TPM-opstart, helt fra pilotprojekterne til TPM på Fase 3-niveau (World Class) på motorfabrikken Skövde. Skrev herefter bogen ’Total Productive Maintenance med erfarenhet från Volvo’, som anvendes i mange skandinaviske virksomheder. Er i dag partner i konsulentvirksomhed Puzzle as Brand, der udvikler firmaer og organisationer.
Tid og sted
Fredag d. 23. marts 2007 kl. 09:30-16:00, Aalborg Universitet, Bertil Ohlinsvej, Auditorium B (ved søen i Fibigerstræde-området - se kort). Der er adgang for inviterede journalister. Tilmelding skal dog ske til journalist Tor Bagger (tb @ adm.aau.dk, tlf. 96 35 96 44 / 20 73 68 45).
Flere informationer:
- Lektor Niels Rytter, Institut for Produktion, tlf. 96 35 89 37, mobil 21 80 68 55
- Ph.d.-studerende Peter Nielsen, Institut for Produktion, tlf. 96 35 89 32, mobil 22 72 17 63
- Institutleder, Professor, Karl Brian Nielsen, Institut for Produktion, tlf. 96358930, mobil 28959145
- Generel pressekontakt: Tor Bagger, AAU, tlf. 96 35 96 44, mobil 20 73 68 45
- Læs mere om seminaret.