Partikler fra brændeovne har over flere omgange været under mistanke for at give sundhedsproblemer, og derfor er et forskerteam på Aalborg Universitet gået i gang med at udvikle et nyt computerbaseret værktøj, som kan føre til mere miljøvenlige brændeovne. Forskningsprojektet ”Fremtidens Brændeovn” er et samarbejde mellem Aalborg Universitet, Teknologisk Institut og de to brændeovnsfabrikanter RAIS og Morsø. Projektet foregår under det Regionale Teknologicenter for Energi i Aalborg.
Mens lignende projekter handler om processen ”fra skorstenen og ud”, handler projektet på Aalborg Universitet derimod om processen ”før skorstenen”. Dette vil sige, at man arbejder på at designe brændeovne således, at partiklerne slet ikke opstår.
- De stoffer, der findes i træet, fordamper under forbrændingen, og når de mødes med for eksempel sodpartikler, så accelererer problemet, forklarer lektor Lasse Rosendahl, der leder forskningsprojektet.
- Jo mindre partiklerne er, desto nemmere har de ved at trænge gennem luftveje og blokere for iltoptagelsen. Det er det, der på sigt er det farlige ved partikelforurening, siger han.
Forbrændingskammeret skal ændres
Projektet retter sig mod partikelforurening fra brændeovne, og for at få et samlet billede af, hvad der sker i brændeovnen, samler forskere fra Aalborg Universitet og Teknologisk Institut en række matematiske modeller, der beskriver forskellige relevante forhold ved en forbrændingsproces.
- Vi er i gang med at udvikle designmetoder og -værktøjer, der gør det muligt at simulere forbrændingsprocessen. Det vil gøre det betydeligt lettere for brændeovnsproducenterne at finde det design, der skaber mindst partikeludledning, fortæller lektor Lasse Rosendahl.
Projektforskerne har især angrebet forbrændingskammeret i ovnen, da de mener, det er her, man med størst fordel kan ændre på designet. Ud fra den eksisterende viden om skabelsen af skadelige partikler, skyder forskerne på, at fremtidens brændeovne skal have et anderledes og mere fleksibelt luftsystem. Ud over at gøre klar til helt nye typer brændeovne, er det også muligt, at forskningsprojektet vil kunne skabe en ny form for filtre, der kan installeres i de mere traditionelle brændeovne. Mere end en halv million danske husstande allerede har en brændeovn, og træ samtidig udgør ca. 19 procent af energiforbruget til opvarmning af vore boliger.
Yderligere Informationer
- AAU: Lektor Lasse Rosendahl, Institut for Energiteknik, tlf. 96 35 92 63, mobil 21 45 11 14
- RAIS, Frederikshavn: Brian Mortensen, tlf. 98 47 90 33, direkte 96 21 11 27
- Morsø: Frank Juel Nielsen, tlf. 96 69 19 38
- Teknologisk Institut: Kim Winther 72 20 13 10 (eller centerleder Frank Elefsen, 72 20 12 50)
- Generel pressekontakt: Tor Bagger, Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, tlf. 96 35 96 44, mobil 20 73 68 45
- Tag grønt ansvar, når du fyrer i din brændeovn
- Fyrfornuftigt.dk