Gollum-effekter og fremtidens overvågningsteknik indtager AAU

Avanceret computerbilledanalyse er emnet, når Aalborg Universitet i de kommende dage er vært for den internationale konference SCIA2007. Nye teknologier giver i fremtiden mulighed for troværdige effekter på film, genkendelse af personer i overvågningskameraer og en form for synssans hos robotter.

Lagt online: 08.06.2007

Mellem 150 og 200 forskere og industrifolk deltager ved den internationale SCIA2007-konference i Aalborg inden for områderne Computer Vision og Computer Graphics. Blandt de mange talere er den Oscar-vindende dansker Henrik Wann Jensen, der gennem de seneste år er blevet meget anerkendt i Hollywood for sit computergrafiske arbejde, blandt andet med modeller af lysrefleksion. Henrik Wann Jensen modtog for tre år siden en Oscar for sit arbejde, der blandt andet var med til at skabe til det realistiske look af huden på figuren Gollum i Ringenes Herre-filmene.

De seneste års debat om sikkerhedsproblemer og overvågning i det offentlige rum får også en teknologisk vinkel på konferencen på grund af forskningsområdet Looking at People, som Aalborg Universitet er aktiv indenfor.
- Det menneskelige øje er i stand til at spotte et menneske, mens det for en computer blot er en genstand, der bevæger sig som så mange andre. De systemer, der i dag kan genkende mennesker, er stadig meget mangelfulde, så det er svært at lave diskret, automatisk overvågning, forklarer lektor Thomas Moeslund fra Aalborg Universitet.

På SCIA2007 fremlægger Thomas Moeslund blandt andet resultater, der er udviklet sammen med tidligere studerende på Aalborg Universitet. Arbejdet drejer sig om genkendelse af ansigter (ikke hvem personen er, men at det er en person), hvilket rummer et kommercielt potentiale i forhold til at undersøge folks opmærksomhed over for butiksvinduer og lignende. Et videreudviklet system vil også kunne tilkalde vagtpersonale, hvis alle personer kigger samme sted hen ud fra en betragtning om, at der måske er sket en ulykke eller en forbrydelse.
- Et genkendelsessystem vil blandt andet kunne afhjælpe den situation, som britisk politi var i, da man blev nødt til at gennemse mange timers overvågningsbånd i efterforskningen af terrorangrebet i London for nogle år siden. Og på sigt vil man også kunne få en computer til at registrere mistænkelige hændelser, for eksempel at en person efterlader taske, forklarer Thomas Moeslund.

SCIA2007-konferencen foregår på Hotel Hvide Hus i Aalborg og får desuden besøg af Computer Vision-områdets ”superstjerne” Henrik Iskov Christensen, der oprindeligt er fra Aalborg Universitet, men i dag leder et forskningslaboratorium på Georgia Institute of Technology i USA. Hvis dele af fremtidens plejearbejde skal kunne udføres af maskiner i hjemmet, skal en ”robothjælper” have en form for synssans, der er anderledes end nutidens produktions- og samlebåndsrobotter. Synssansen hos nutidens robotter fungerer udelukkende inden for små domæner så som industrielle rutiner, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at kunne finde ting i et køleskab eller håndtere en kogeplade.

Yderligere informationer