I disse år afgår det traditionelle, hjemmemarkedsbaserede byggeri ved døden. En ny globaliseret byggesektor er under udvikling.
Den nye scene er global konkurrence og stigende kompleksitet i alle led af byggeprocesserne.
De traditionelle krav om højere produktivitet, bedre kvalitet og produktudvikling skal indfries på helt nye måder med stadig mere videnstunge, komplekse og grænseoverskridende løsninger.
Det gælder om at se over hækken – se hvordan man gør i andre lande, i andre brancher, i andre fag. Og overføre det bedste til byggeriet.
At integrere ideer, metoder, virksomheder, projekter, finansiering, planlægning osv. på tværs af geografiske, faglige, erhvervsmæssige og teknologiske grænser er emnet for en stor, international konference om den globaliserede byggesektor i det 21. århundrede.
Konferencen Revaluing Construction 2007 – Crossing Boundaries foregår i København og Malmø 9.-10. oktober.
Mere end 40 internationale topledere og eksperter vil fortælle, hvordan byggeriet ved at se over hækken kan finde inspiration, metoder og teknologier til at løse vanskelige problemer.
Her er tre eksempler
Mobil græsplæne
Internationale fodboldstadioner anvendes også til koncerter. Men der skal ikke meget til, før plænerne ødelægges. Hvordan løser man det problem? En hollandsk virksomhed har set over hækken og løst problemet ved at bruge teknologi fra skibsværfter. Man kører simpelthen hele græsplænen ud under den ene ende af stadion. Der står den og venter og bliver så kørt ind igen når den skal bruges.
På konferencen fortæller direktør Frits Scheublin, BAM Engineering, der er Hollands største entreprenør, om kunsten at bygge stadioner i verdensklasse.
Fra masseproduktion af biler til unikke byggerier
Der er forskel på at producere 25 typehuse på en bar mark i Jylland og en million VW Passater, hvor farven på indtrækket og motorens størrelse varierer – og ikke så meget andet. Hvorfor skulle byggefolk så kigge over hækken og tro, at de kan lære noget af bilindustrien, når de skal lave unikke byggerier? Det skal de fordi bilindustrien har udviklet en viden der rækker langt ud over masseproduktion. Byggeindustrien kan lære om fordele ved strategiske netværk og partnerskaber med underleverandører, bl.a. med sigte på at reducere fejl. Hvis byggeindustriens lange underleverandør-kæder kommer til at fungere som strategiske partnerskaber med en bevidst differentieringsstrategi hvor alle laver det de er bedst til (som i bilindustrien), vil man kunne opnå fordele på produktivitet, kvalitet og økonomi – fordele for både byggevirksomheder og bygherrer.
På konferencen fortæller Markus Neumann, Volkswagen, om bilindustriens management-systemer, der er udviklet for at eliminere fejl.
Ukendt designværktøj
Hvordan sikrer man at bygherre og slutbrugere får et byggeri de er tilfredse med? Den første forudsætning er at deres mere eller mindre formulerede forventninger kommer frem i lyset, bliver diskuteret og formuleret. Engelske eksperter har udviklet et dynamisk designværktøj som på enestående vis kan kvalitetssikre byggeri. Designværktøjet er systematisk: Man får alle bygherrens forestillinger og ønsker frem i lyset, diskuteret og formuleret i designparametre der kan arbejdes videre med. Og designværktøjet er dynamisk: Det kan anvendes hele vejen igennem byggeprocessen til at revidere de mål man styrer efter. Men værktøjet har aldrig været anvendt i Danmark – og i det hele taget kun sjældent uden for England. På konferencen vil man få lejlighed til at kigge over hækken og lære sig fordelene ved et værktøj som med stor succes er blevet anvendt i England, kun en times flyvning fra København.
På konferencen fortæller William Hawkins, Construction Industry Council, England, om at optimere design ved systematisk at inddrage bygherrer og slutbrugere i processen.
"Byggeriet er under forandring. Vi skal møde den globale udfordring og de stigende krav til kvalitet, produktivitet og udvikling ved at tænke og handle på helt nye måder. Vi skal krydse grænser – både geografiske, organisatoriske, faglige, finansielle og teknologiske. Vi skal lade os inspirere af viden og erfaringer fra andre brancher," siger forskningschef Kim Haugbølle, Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet, som er hoveddrivkraften bag konferencen.
"På konferencen vil internationale kapaciteter fra både erhvervsliv og forskning dele ud af deres viden fra mange vidt forskellige områder – alt sammen for at inspirere os til at krydse grænser".
Fakta om konferencen
Revaluing Construction 2007 – Crossing Boundaries afvikles 9. og 10. oktober 2007 på Hotel Marriott i København. Mere end 40 fremtrædende internationale ledere og eksperter fra byggeri, myndigheder og forskning bidrager med viden om hvordan de selv har været med til at krydse geografiske, faglige og erhvervsmæssige grænser.
To hovedtalere kommer fra USA. Professor Fred Moavenzadeh fra MIT vil give et bud på globaliseringens betydning for byggeriet, og vice chair Nancy Tuor fra CH2M Hill beretter historien om, hvordan oprydningen af atomkraftanlægget Rocky Flats gennem innovative løsninger resulterede i imponerende økonomiske og tidsmæssige besparelser. Fra den verdensberømte arkitekttegnestue Foster & Partners, UK, kommer partner Armstrong Yakubu og fortæller om spektakulære projekter, bl.a. det nye elefanthus i Københavns Zoo, bistået af direktør Haakon Löe fra Rambøll Denmark.
Tilmelding til konferencen på www.rc2007.org eller via www.sbi.dk/rc2007.