Det var formentlig uden grund at over tusind beboere i højhusene Agerkær og Ruskær i Rødovre blev evakueret under stormvejret nytårsdag. Boligselskabets evakueringsplan siger at husene, som er opført i 1954 og 1956, skal rømmes når der er udsigt til kraftig storm. Imidlertid vurderer Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) at husene er sikre nok, selv under den værst tænkelige storm.
SBi's gennemgang af grundlaget for evakueringsplanen har haft til formål at bedømme risikoen for svigt i højhuse fra 1950'erne. Efter evakueringen i Rødovre blev der rejst generel tvivl om sikkerheden af ældre højhuse rundt om i landet. Derfor begyndte forskerne på SBi meget naturligt med at spørge hvorfor højhusene i Rødovre skulle være farlige.
"Og det kunne vi ikke få noget overbevisende svar på", siger forskningschef Niels-Jørgen Aagaard fra SBi.
Han forklarer at baggrunden for evakueringsplanen først og fremmest var at man havde bedømt styrken til at være for ringe i nogle betonprøver udboret i 2001.
"Men vi er ikke enige i den bedømmelse", siger forskningschefen. Han har dog forståelse for at man i lyset af synligt ringe kvalitet i udførelsen af de udvendige betonkonstruktioner kunne drage denne slutning, og anbefaler at man ved inspektion får bekræftet at kritiske dele af hovedkonstruktionen er udført svarende til projektet.
Betonen i de bærende vægge er stærk nok
Der er fire årsager til at højhusene efter SBi's vurdering ikke vil bryde sammen i stormvejr:
For det første viser forskernes gennemgang af resultaterne af betonprøverne fra 2001, at betonen i de bærende vægge faktisk har den styrke som ingeniørerne forudsatte, da de i begyndelsen af 1950'erne beregnede de to huses konstruktioner.
For det andet medfører de regler der gjaldt i 1950'erne, at højhuse dengang blev opført med en sikkerhed som er 10-15 pct. højere end byggeri opført efter nutidens regler.
For det tredje er bygningerne, selvom de er forholdsvis smalle, så tunge at selv ikke den værst tænkelige storm vil kunne vælte bygningerne som et hele.
For det fjerde står de bærende vægge inden døre, og deres betonstyrke er derfor upåvirket af at de har over 50 år på bagen. Ganske vist er der skader på de udvendige betonkonstruktioner som bærer højhusenes altangange, men det har ingen betydning for om husene bliver stående under en storm.
"Højhusene i Rødovre giver derfor ikke i sig selv grund til at frygte for sikkerheden i andre ældre højhuse rundt om i landet", vurderer Niels-Jørgen Aagaard.
Yderligere oplysninger
- Forskningschef Niels-Jørgen Aagaard, telefon 45 74 23 85, mobiltelefon 23 44 99 83, e-post nja@sbi.dk
- Seniorforsker Jørgen Nielsen, telefon 45 74 22 64, mobiltelefon 21 65 08 95, e-post jn@sbi.dk.
- Seniorforsker Jørgen Munch-Andersen, telefon 45 74 23 88, mobiltelefon 30 95 27 21, e-mail jma@sbi.dk.