IT for børn trækker kvindelige forskere til Aalborg

Børn i dag bruger mange forskellige slags IT-systemer, og det giver en anden tilgang til computere og IT-systemer, end man ellers ser, blandt andet med stor kvindelig interesse. I denne uge mødes forskere og industrifolk til en international konference på Aalborg Universitet om børn og IT.

Lagt online: 04.06.2007

IT som er redskab i sociale sammenhænge har inden for de seneste fem år været et voksende felt i forskningsverdenen, fordi computerteknologierne er i færd med at bevæge sig fra arbejdslivet ind i privatlivet. Fra mange sider er der derfor stor interesse for at deltage i IDC2007-konferencen på Aalborg Universitet i denne uge. Eksempelvis findes der mange populære online-tjenester for børn, DR’s Oline arbejder meget med emnet, og en af årets hovedtalere er Mark William Hansen fra LEGOs internationale afdeling, der har arbejdet med at kreere nye produkter til børn. Ud over LEGO og DR er også organisationer som BBC, Danfoss Universe og MIT Media Lab i USA repræsenteret på IDC2007.

Mange fagområder inden for IT har de seneste år haft svært ved at tiltrække piger, men på konferencen IDC2007 om børn og interaktionsdesign er billedet et helt andet. Blandt de ca. 100 deltagere i Aalborg er kønsfordelingen næsten lige, fortæller lektor Mikael B. Skov fra Datalogi på AAU.
- Generelt har datalogi svært ved at tiltrække kvinder, men i arbejdet med at lade IT og interaktionsdesign være et værktøj til at gøre noget godt for børn er sagen en anden. Konferencens fokus er meget anvendelsesorienteret, og det er også vigtigt, når man skal tiltrække studerende til IT-studier, fortæller Mikael B. Skov med henvisning til blandt andet AAU’s nye tilbud Bachelor i IT (BAIT), hvor man håber at kunne tiltrække flere kvindelige studerende.

På konferencen præsenteres blandt andet videnskabelige artikler om børn i læringssituationer, dvs. alt fra skolesituationer til arbejdet med at lære at håndtere en sygdom. Andre bidrag fokuserer på, hvordan man involverer børn i design og evaluering af produkter. Bidragsyderne kommer fra blandt andet Danmark, Tyskland, Italien, England og USA.

Fakta om IDC2007:

  • Konferencen IDC 2007 (International Conference on Interaction Design and Children) afholdes i Aalborg d. 6.-8. juni. Det er sjette gang, konferencen afholdes.
  • IDC2007 afholdes i år i Danmark dels på grund af Aalborg Universitets kompetencer på området, dels på grund af traditionen i den danske legetøjsindustri med LEGO som den mest kendte virksomhed.
  • Årets hovedtaler bliver LEGOs Mark William Hansen, som har arbejdet med at skabe nye produkter til børn.

Kontakt og links