Mange af boligerne står tomme og har gjort det meget længe. Det drejer sig om enfamiliehuse og stuehuse, der typisk ligger i landsbyer og i det åbne land i landets yderområder, hvor befolkningstallet er faldende, og der er derfor overflødige boliger. Ingen vil købe dem, ingen vil bo i dem.
"Vi regner med, at omkring 10.000 boliger rundt om i landet er i en så dårlig stand og har så dårlig en beliggenhed, at de ikke kan sælges på almindelige markedsbetingelser", siger forskningschef Thorkild Ærø, Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet. Han har sammen med seniorforsker Georg Gottschalk, ligeledes SBi, undersøgt problemets omfang og karakter i en ny forskningsrapport. Her har forvaltningerne i landets udkantskommuner besvaret et spørgeskema, og forvaltningerne i kommunerne Sallingsund, Morsø og Lolland er blevet interviewet om det stigende problem.
Problemet med de tomme og faldefærdige huse er, at når først der er ét hus i landsbyens husrække, der ser skæmmende ud, så bliver de omkringliggende huse sværere at sælge. Ved fraflytning forbliver mange af dem tomme, og på længere sigt forfalder også de huse. En ond spiral er gået i gang. De grimme huse giver landsbyen et dårligt image, og kommunen får svært ved at tiltrække nye beboere, der vil sætte husene i stand.
De tomme boliger er desuden udsat for boligspekulanter, der kommer fra andre byer. Til en billig penge opkøber de en del af husene og udlejer dem til kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister eller andre med lav indkomst, der ofte kommer langvejs fra for at få en bolig, de kan betale.
Husene er ofte uisolerede og usunde at bo i og kan i flere tilfælde ikke varmes tilstrækkeligt op om vinteren. Flere kommuner hjælper tilflyttende familier med at undgå disse 'husfælder', bl.a. ved at nægte at yde lån til depositum, hvis prisen er for høj i forhold til boligens stand. Kommune og lejer kan klage over for høj husleje til huslejenævnet, men lejerne bor typisk meget kort tid i boligerne, og ved fraflytning falder sagen i huslejenævnet. Herefter kan kommune og en ny lejer begynde forfra.
Usikkerhed om reglerne
Landet over varierer problemet, men lokalt kan det være ret omfattende. F.eks. anslår Sallingsund Kommune, at i den tidligere stationsby Durup er op til 10 pct. af byens boliger i dårlig stand. Det er mest ejerboliger, og mange af dem vil med tiden komme til at stå tomme, hvorefter forfaldet for alvor sætter ind.
Undersøgelsen viser, at mange kommuner finder lovgivningen kompliceret, og de er usikre på reglerne for, hvad de må gøre for at få bugt med de faldefærdige og skæmmende boliger. Desuden efterlyser de nye muligheder for at afhjælpe problemet. Af de 10.000 dårlige boliger bliver der på landsplan kun grebet ind over for 125 boliger om året med krav om enten nedrivning, istandsættelse, oprydning på friarealer, eller at kommunen køber husene for enten at sætte dem i stand, sælge dem videre med krav om nedrivning eller selv river dem ned.
"For at imødekomme kommunerne har vi foreslået en række nye handlemuligheder, f.eks. at kommunerne indleder et tæt samarbejde med Jordbrugskommissionerne, der har mulighed for at gribe ind over for skæmmende stuehuse og driftbygninger, men ikke har resurser til opsøgende arbejde i de store nye regioner. Vi har også peget på det hensigtsmæssige i at give kommunerne statsstøtte til opkøb af skæmmende huse, med henblik på istandsættelse, videresalg eller nedrivning. I takt med at befolkningstallet falder i nogle af landet yderområder, er man nødt til at rive de dårligste huse ned", siger seniorforsker Georg Gottschalk.
Undersøgelsen er finansieret af Socialministeriet.