Nordens Bedste Fisk – nordisk kokkekonkurrence i Aalborg

Netværkskonsortiet Food College Denmark, som AAU medvirker i, og Culinary Institute of Denmark afholder stor konkurrence for nordiske topkokke, der skal finde frem til den bedste fiskeret.

Lagt online: 21.03.2007

Tirsdag den 27. og onsdag den 28. marts 2007 afholder Culinary Institute of Denmark, i samarbejde med Food College Denmark, en stort anlagt kokkekonkurrence, der involverer deltagere fra de nordiske lande. Konkurrencens hovedformål er at finde frem til den bedste fiskeret – henholdsvis forret og hovedret. Konkurrencedeltagerne er topkokke, som arbejder i nationale hold sammensat af eliten blandt kokke fra de nordiske lande. Konkurrencen anvender udelukkende fisk fra de nordjyske farvande og er finansieret af ’Perikum – smag på Nordjylland’.

Food College Denmark, der er med til at arrangere den nordiske kokkedyst, er et netværkskonsortium bestående af AAU’s Center for Food Science & Design, Den erhvervsdrivende Fond Fiskens Hus Danmark, Culinary Institute of Denmark/Aalborg Tekniske Skole samt Nordsøcentret i Hirtshals

Sideløbende med konkurrencen afvikles et seminar med udgangspunkt i den nordiske ånd og fiskens muligheder i den moderne gastronomi. Den nordiske ånd udtrykker sig i vores arkitektur, sans for formgivning, mentalitet og senest på det gastronomiske område. Eksempelvis blev der i 2004 forfattet et såkaldt manifest om det Nye Nordiske Køkken. Manifestet blev skrevet af nogle af Nordens kendteste kokke, og sigter på at fremme brugen af lokale råvarer som fisk, vildt, grøntsager, krydderurter og bær. Konkurrencen holder dog først og fremmest fokus på fisken som råvare, mens seminardelens oplæg kommer ind på fiskens anvendelse i det trendy molekylære køkken samt fiskens kulturhistorie.

Food College Denmarks mål

Food College Denmark vil med projektet på sigt kunne gavne hele regionen, idet målet netop er at udvikle og koordinerer brancher, virksomheder og netværk indenfor den eksisterende nordjyske fødevaresektor, og via pilotprojekter, events og aktiv undervisning at implementere viden og kompetencer lokalt i regionen.

Projektet skal være med til at vedligeholde udviklingen indenfor fødevarer i Region Nordjylland. I visse dele af regionen vil en forbedring og et øget fokus på fødevareproduktionen på sigt være med til at fastholde og øge væksten i lokalområderne. Især udkantsområderne vil kunne opnå større vækst. På sigt skønnes det, at en fokuseret innovativ og implementerende udvikling indenfor fødevarer ville kunne skabe nye arbejdspladser indenfor eksempelvis fødevareudvikling, forædling og produktion, emballageudvikling, turisme og undervisning.

Tilmelding

Konkurrencen afvikles tirsdag den 27. marts kl. 12:00-19:30 hos Culinary Institute of Denmark – Aalborg Teknisk Skole,
Rørdalsvej 8, Aalborg. Kl. 18:00 er der middag for publikum. Alle er velkomne til arrangementet, hvor tre retter serveres. Middagen er gratis, men kræver tilmelding på tlf. 25 26 63 53 eller lcth @ aats.dk.

Yderligere information

  • Projektkoordinator René L. Jørgensen, tlf. 25 26 63 98