Nye professorer skal udvikle fremtidens kommunikationsteknologi

Professorudnævnelser afspejler ofte fremtidens teknologier. Fredag markerer AAU, at hele tre nye professorer skal være med til at forme fremtiden inden for mobilkommunikation og intelligente systemer.

Lagt online: 04.01.2007

Det er en del af en forskningsmæssig fornyelse, når intet mindre end tre nye professorer fredag d. 5. januar præsenteres på Aalborg Universitet. Generelt skal en ny struktur på Institut for Elektroniske Systemer være med til at styrke både forskningen og den forskningsbaserede undervisning, samtidig med at tiltagene skal skabe bedre sammenhæng og synergi mellem instituttets forskningsområder.

- Når man udnævner nye professorer, kigger man ofte ud i fremtiden og finder de områder, der vil blive vigtige. Når vi har valgt at udnævne tre nye professorer på én gang, er det også en slags markering af, at vi mener, deres forskningsområder bliver af stor betydning i fremtiden, siger professor Jakob Stoustrup.

Oprustningen på Institut for Elektroniske Systemer ligger også i forlængelse af det mobileventyr, der for flere år siden bragte Nordjylland i front inden for mobilteknologi. En af de tre nye professorer er således Preben Mogensen, der arbejder med cellulære systemer, dvs. videreudvikling af mobilteknologi. Preben Mogensens kompetencer skal være med til at udvikle næste bølge af mobile kommunikationssystemer.

Søren Holdt Jensen arbejder med områder, der er af stor betydning, fordi de støt stigende datamængder gør det mere og mere nødvendigt at udnytte kommunikationskanalerne, herunder også datalager, effektivt. Søren Holdt Jensens primære områder er taleteknologi samt signalbehandlingsmetoder og -algoritmer, der forbedrer kvaliteten af kommunikations- og informationssystemer. Det kan eksempelvis være internettelefoni, mp3-afspillere og søgemaskiner til håndtering af musik på nettet.

Den tredje professor, der fredag holder tiltrædelsesforelæsning på Aalborg Universitet, er Thomas Bak, som beskæftiger sig med Intelligente Autonome Systemer. Det kan være robotter, satellitter eller lignende, der selv skal kunne træffe beslutninger, hvilket får større betydning på områder, hvor maskiner opererer sammen med mennesker eller på egen hånd. Dette kan eksempelvis være i et ubemandet rumfartøj, der skal kunne tilpasse sig, hvis den mister en ellers vigtig komponent. Thomas Bak arbejder bl.a. også med lærende systemer, der kan ændre sig efter behov, hvis det omgivende miljø forandrer sig.

De tre professortiltrædelsesforelæsninger finder sted på Fredrik Bajers Vej 7, B3-104, Aalborg fredag d. 5. januar fra kl. 12.30.

Kontakt

  • Generel kontakt: Professor Jakob Stoustrup (foto), Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 96 35 87 49.
  • Professor Preben Mogensen, cellulære systemer, tlf. 96 35 86 58, mobil 40 50 35 73
  • Professor Søren Holdt Jensen, tale- og signalbehandling, tlf. 96 35 86 58, mobil 22 15 25 28
  • Professor Thomas Bak, Intelligente Autonome Systemer, tlf. 96 35 87 01, mobil 25 67 49 89
  • Generel pressekontakt: Journalist Tor Bagger, Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, tlf. 96 35 96 44, mobil 20 73 68 45