Nyt tilvalg i Kinesiske områdestudier

Danske og udenlandske virksomheder vender sig i stigende grad mod det kinesiske marked, som er enormt og af mange betragtes som Danmarks nye væksthus. Denne tendens har Sprog og International Virksomhedskommunikation på Institut for Sprog og Kultur på AAU nu taget konsekvensen af ved at tage springet til at oprette et helt nyt tilvalg for de studerende på bacheloruddannelsen, nemlig Kinesiske områdestudier.

Lagt online: 12.02.2007

Tilvalget, som ligger på uddannelsens 5. og 6. semester, kommer til at bestå af tre hovedblokke, nemlig:

  1. Kinesiske samfundsforhold og økonomiske forhold
  2. Kinesisk kultur
  3. Kinesisk sprogforståelse.

Inden for disse tre områder vil de studerende få viden og ballast til at kunne fungere som konsulenter eller formidlere mellem den vestlige og den kinesiske kultur. Forståelsen af kinesiske religioner, som fx konfucianisme, taoisme og buddhisme, kinesiske filosofier som fx Feng Shui og af de helt særlige forhold, som har præget Kinas historiske og økonomiske udvikling og det politiske system er en nødvendighed for at kunne indgå i dialog og opbygge netværk på det kinesiske marked. Og i Kina er netop netværk og relationsopbygning af meget stor betydning, ligesom lokale og personlige forbindelser betyder meget. Med viden om kinesisk omgangstone, kinesiske ritualer og kendskab til kinesiske forretningstraditioner vil bachelorer med tilvalg inden for Kinesiske områdestudier kunne rådgive og være med til at skabe kontakter, når virksomheder fx ønsker at etablere datterselskaber eller salgskontorer i Kina eller flytter produktionsapparatet ud. Det vil ligeledes være oplagt at udstationere en bachelor med dette tilvalg i Kina.

Arbejdsgruppen, som har udviklet tilvalget i Kinesiske områdestudier, har arbejdet tæt sammen med store nordjyske og andre danske virksomheder og har fået mange tilkendegivelser om, at der er hårdt brug for de kompetencer, tilvalget vil give de studerende.

Kinesisk som tilvalg er et tilbud til mange studerende

Uddannelsestilbudet udvikles som et samarbejde mellem tre institutter og vil også kunne udbydes til andre end de sprogstuderende på Sprog og International Virksomhedskommunikation. Fx vil ingeniør- og økonomistuderende kunne få tilbud om at læse det 1-årige tilvalg som en del af deres bacheloruddannelse. Underviserne, lektor Ph.d Henrik Schärfe og lektor Ph.d Li Xing kommer fra hhv. Institut for Historie, Internationale studier og Samfundsforhold på AAU og arbejder i forvejen med kinesiske forhold. Sinolog, cand.mag. Susanne Posborg, vil stå for undervisningen i kinesisk sprogforståelse.

Selv om uddannelsen indeholder undervisning i forståelse af det kinesiske sprog (mandarin), sigter den ikke mod at uddanne de studerende i kinesisk, og derfor er et forudgående kendskab til kinesisk ikke et krav for at blive optaget. Uddannelsen vil primært foregå på engelsk og vil således også kunne udbydes til udenlandske studerende. Studerende, som optages 1. september 2007, får som de første mulighed for at vælge tilvalget. Der vil også være mulighed for at følge Kinesiske områdestudier som efteruddannelse inden for Tompladsordningen.

Yderligere information

  • Oplysninger om tilvalget i Kinesiske områdestudier kan fås hos Susanne Hald, 9635 9872, mail: sushald@hum.aau.dk