Opfindsomme studerende vinder 10.000 kroner

To nyudklækkede ingeniører fik mere end blot deres eksamensbevis ved fredagens dimissionsfest på Aalborg Universitet. De vandt nemlig en studenterkonkurrence for et trådløst system, der kan kortlægge bygninger til glæde for alt lige fra museumspersonale til brandfolk.

Lagt online: 29.06.2007

De studerende på Aalborg Universitet, der havde tilmeldt deres afgangsopgaver til årets Mobile Systems-konkurrence, var på forhånd klar over, at der ville blive lagt vægt på innovationsniveau og fremsynethed. Dommerpanelet kom derfor på en svær opgave, men valget faldt til sidst på de to ingeniørstuderende Lars Jessen Roost og Michael Østergaard. De to nyslåede civilingeniører i Kommunikationsnetværk og Proceskontrol har udviklet et system, der gør det muligt at tegne et kort over eksempelvis en bygning udelukkende på baggrund af, hvor der er radiopunkter. Systemet registrerer for eksempel Bluetooth-signaler, trådløse internetforbindelser eller baser til trådløse telefoner og kan over tid kortlægge bygningen herudfra.

SLAMWiN-systemet (Simultaneous Localization And Mapping for Wireless Networks) er mere end blot et sjovt stykke legetøj, og netop perspektiverne i mange fremtidige anvendelsesmuligheder var medvirkende til, at Lars Jessen Roost og Michael Østergaard løb med sejren og de 10.000 kroner, da konkurrencens vinder blev afsløret ved dimissionsfesten fredag aften. For eksempel drømmer mange museer om at kunne give relevant information til de besøgende alt efter hvor i bygningen, de befinder sig. Man kan også forestille sig, at blinde, der skal finde vej på rådhuset, låner et apparat med SLAMWiN som en slags indendørs GPS-vejviser, så de kan finde frem til det rigtige kontor. Desuden vil brandfolk ved hjælp af systemet kunne finde rundt i en røgfyldt bygning, hvis der er optegnet et kort. Lars Jessen Roost mener selv, at det har været afgørende for deres sejr, at de har fokuseret på at udbrede brugen af mobile servicer, i stedet for blot at tilbyde endnu et produkt i rækken.

- Udfordringen er at gøre SLAMWiN så brugervenlig, at der i realiteten er tale om en ”Plug and Play'”-løsning, og det skal det være, hvis det for alvor skal slå an, siger lektor Henrik Schiøler fra Institut for Proceskontrol, der var medvejleder på vinderprojektet. Idéerne kan videreføres i nye studenterprojekter, nu hvor begge vindere skal begynde i de jobs, de fik, allerede før eksamen var overstået.

For at kunne deltage i konkurrencen skulle de studerendes opgaver ligge inden for et eller flere af Mobile Systems-netværkets fem fokusområder, og professor Kim Guldstrand Larsen fra dommerpanelet er meget imponeret over kvaliteten af de afleverede projekter.
- Det var positivt at opleve, at de fordelte sig over mange forskellige studieretninger på henholdsvis Institut for Datalogi og Institut for Elektroniske Systemer her på Aalborg Universitet. Projekterne var også meget forskellige og af høj kvalitet, så dommerpanelet var i tvivl til det sidste, fordi der var flere oplagte vinderkandidater, forklarer Kim Guldstrand Larsen.

Det er andet år i træk, at det højteknologiske netværk Mobile Systems har udskrevet en konkurrence for alle afgangsstuderende, der arbejder med mobilteknologi og trådløs kommunikation. Dommerpanelet bestod af afdelingschef Jan Bøgh (Sonofon), lektor Peter Koch (CSDR, AAU), lektor Lars Bo Larsen (CTIF, AAU), lektor Peter Axel Nielsen (Institut for Datalogi) og professor Kim Guldstrand Larsen (CISS, AAU).

Yderligere oplysninger

  • Vindergruppen: Lars Jessen Roost (tlf. 51 34 77 62) og Michael Østergaard
  • Gruppens vejledere: Ph.d.-studerende João Figueiras (tlf. 96 35 86 25) og lektor Henrik Schiøler (tlf. 96 35 87 54), Afdeling for Proceskontrol, Aalborg Universitet
  • Om konkurrencen: Lektor Lars Bo Larsen, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 96 35 86 35, mobil 22 17 36 33