På fredag lanceres den nye udgave af Sonys populære PlayStation, men selvom PlayStation 3 er skabt til computerspil, bliver den først rigtig interessant, når man laver den om til en supercomputer til gavn for videnskaben. Det mener UNF (Ungdommens Naturvidenskabelige Forening), der sammen med IBM og Aalborg Universitet torsdag aften præsenterer forskningsmulighederne i en specialimporteret PS3. På under en time demonstreres det, hvordan man laver PS3 om til en supercomputer.
Hjernen i den nye PlayStation 3 er en Cell BE-processor, som er udviklet af IBM, Sony og Toshiba. Processoren er bygget op ved hjælp af en helt ny arkitektur, som består af en IBM Power CPU og 7 CPU’er, der alle er sat sammen på én ”kæmpechip”. Det nye processordesign gør maskinen mere end otte gange så hurtig som en Pentium 4, og med denne hastighed bliver den således interessant for ikke blot computerspillere, men også for forskere med behov for stor regnekraft, efterretningstjenesters krypteringsarbejde og mange flere. Det er endvidere det første CPU-system nogensinde, der slukker de dele af sig selv, der ikke er i brug, og maskinen får således også et lavt energiforbrug.
- UNF-arrangementet henvender sig til alle, der er interesserede i computeres opbygning. Under foredraget installerer vi styresystemet Linux på en ny PlayStation 3, så den kan bruges til andet end spil, og derefter kobler vi den op på en forskningsgrid til fri benyttelse for forskere, siger Jasper K. Juhl fra IBM.
Jasper K. Juhl er tidligere studerende ved Aalborg Universitet, men er nu en del af IBM’s nordiske High Performance Computing-team, der står bag de største computerinstallationer i Norden. Ved arrangementet vil han ud over live-demoen også fortælle om PS3’ens muligheder, og han vil give en introduktion til nogle af de videnskabelige områder, hvor den nye processortype kan gøre en forskel.
Sidst på aftenen trækker UNF desuden lod blandt de fremmødte om en PlayStation 3, der først kan købes i de danske butikker dagen efter.
Om UNF
UNF (Ungdommens Naturvidenskabelige Forening) arbejder for at fremme interessen for naturvidenskab og teknologi, fortrinsvis blandt unge. Det gøres gennem foredrag, studiebesøg, konkurrencer, sommercamps og andre arrangementer med naturvidenskabeligt indhold. Foreningen har ca. 3200 medlemmer på landsplan og lokalafdelinger i København, Århus, Odense, Aalborg og Jels. Læs mere om UNF.
Tid og sted
”Playstation 3 som supercomputer” – foredrag ved Jasper K. Juhl, IBM, torsdag d. 22. marts kl. 19.
Aalborg Universitet, Auditorium B ved buslommen på Bertil Ohlins Vej (se kort)
Flere informationer
- Jasper K. Juhl, IBM, tidligere studerende på AAU, tlf. 41 20 77 40
- Generel pressekontakt: Tor Bagger, journalist, AAU’s Fakultet for Ingeniør-, Natur-, og Sundhedsvidenskab, tlf. 96 35 96 44, mobil 20 73 68 45