Populær Medicin-uddannelse får egne professorer

Aalborg Universitet har ansat Torben Moos fra Panum Instituttet som professor i Medicin med Industriel Specialisering. Torben Moos er både læge, forsker, underviser og lærebogsforfatter med erfaringer fra blandt andet Københavns Universitet og medicinalvirksomheden Lundbeck. Også en tysk professor kommer til Aalborg.

Lagt online: 20.07.2007

Aalborg Universitet (AAU) ramte plet, da uddannelsen Medicin med Industriel Specialisering blev oprettet i 2006, og i år er antallet af førsteprioritetsansøgere endda steget fra 52 til 81. Nu får studiet også sine egne professorer. Dr. med. Torben Moos fra Panum Instituttet hentes til AAU, hvor han dels skal forske i medicin og i centralnervesystemet og dels undervise på den populære uddannelse. Den tyske professor og dr. med. Jens Ellrich er neurofysiolog med store erfaringer inden for nerve- og smerteforskning.

- Det er en stor gevinst ikke blot for uddannelsen i Medicin med Industriel Specialisering, men for hele vores sundhedsvidenskabelige område, at vi har kunnet tiltrække Torben Moos og Jens Ellrich til de nye professorater. Deres profiler som forskere passer suverænt ind i den kurs, vi har lagt, og jeg er helt sikker på, at de studerende også vil få stor glæde af, at to så store kapaciteter nu kommer til Aalborg, siger professor og overlæge Egon Toft, der også er prodekan for det sundhedsvidenskabelige felt på AAU.

Dr. med. Torben Moos er oprindeligt fra Aalborg, og efter at have fået sin studentereksamen på Hasseris Gymnasium tog han lægeuddannelsen og blev forsker på Panum Instituttet i København. Han har gennem mange år været ansat som lektor på Københavns Universitet, og har desuden været seniorforsker ved medicinalvirksomheden H. Lundbeck A/S. Gennem årene har han blandt andet opbygget et netværk af samarbejdspartnere i både Danmark, USA og Australien, og i København anvendes hans lærebog om neuroanatomi i undervisningen af de medicinstuderende. Torben Moos har især forsket i, hvordan medicinalstoffer transporteres gennem blodbanerne og hjernen, og i hvordan metaller påvirker hjernen.

Dr. med. Jens Ellrich er uddannet fra Universität Mainz i Tyskland og har i de seneste år været professor i eksperimentel neurokirurgi ved universitetet RWTH Aachen. Ud over forskningsophold i Canada, USA og Schweiz har Ellrich også i perioder arbejdet sammen med smerteforskerne på Aalborg Universitet. Blandt hans forskningsområder er smerter, indlæring og hukommelse samt studier af medicinalstoffer.

Både Torben Moos og Jens Ellrich tiltræder deres nye professorater i august 2007.

Yderligere oplysninger