Populærmusik og lydproduktion

Under overskriften Populærmusik og lydproduktion udbyder Aalborg Universitet en ny studieretning med start 1. september 2007. Studiet henvender sig til studerende, der ønsker at kombinere færdigheder på et bestemt instrument, med kompetencer inden for arrangement, komposition, produktion, analyse og formidling af moderne populærmusik, fra jazz og slagermusik, til rock og electronica.

Lagt online: 07.05.2007

Populærmusik og lydproduktion står frem som en nyskabelse på det danske uddannelsesmarked, men er alligevel tæt forbundet med universitetets musikvidenskabelige uddannelse, der har eksisteret siden 1976. Der er tale om en treårig bacheloruddannelse med markant satsning på det kreative og praktisk udøvende i kombination med akademiske studier og kurser, der er relevante for arbejde inden for populærmusikkens områder.

Foruden soloundervisning i det valgte instrument består studiet af kurser og projekter inden for bl.a. lydproduktion, satsteknik, sammenspil, performance og medieproduktion. Hertil kommer en række mere grundlæggende kursusaktiviteter i fx musikhistorie og lyd- og musikteknologi. Ved siden af de aktiviteter, der er særlige for Populærmusik og lydproduktion, indgår også moduler fra andre faglige miljøer. Det gælder bl.a. kurser fra den ordinære Bacheloruddannelse i musik, fra Kommunikation og fra Interaktivt design. Som studerende vil man derfor opleve, at der er rige muligheder for tværfaglige samarbejder.

Gennem studiet lærer man at arrangere, komponere, producere og udføre moderne populærmusik, og man lærer sideløbende at analysere og formidle dens særlige udtryksformer. I kurser og workshop beskæftiger man sig bl.a. med musik og lyd i sammenhæng med reklamer, film og TV-programmer, ligesom man lærer at bruge moderne IT-baserede værktøjer på højt niveau. Hvor det teoretiske arbejde giver et godt fundament for at man kan beskæftige sig med en bred vifte af musikalske stilarter på tværs af historiske og kulturelle skel, sikrer de praktiske aktiviteter at man bliver i stand til at udtrykke sig instrumentalt og kompositorisk inden for forskellige stilarter og genrer.

Populærmusik og lydproduktion kendetegnes af en stærk og ligevægtet integration af teori og praksis, hvor humanioras traditionelle studieformer kombineres med en kreativt-udøvende dimension. Uddannelsen sigter primært mod et praktisk og produktivt virke inden for det moderne kulturliv som musiker, lydtekniker, komponist, producer, arrangør, organisator eller formidler.

Uddannelsen i Populærmusik og lydproduktion har studiestart den 1. september 2007.

Mere information om uddannelsen