Alle tre fakulteter nyder godt af fremgangen. Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet optager 264 flere studerende, i alt 1091 (+32 %), Det Humanistiske Fakultet 82 flere, i alt 586 (+16 %) og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet 155 flere, i alt 823 (+23 %).
AAU tilbyder i år tre nye uddannelser, som alle er blevet taget godt imod: Jura (115), Idræt (66) og Informationsteknologi (19).
Det er også første gang, at der har været optag til Landinspektør i København, og her blev 24 optaget. Sammenlagt med optaget på uddannelsen i Aalborg giver det et optag på 57 mod sidste års 25. Dvs., det nye uddannelsessted ikke har reduceret antallet af optagne i Aalborg set i forhold til 2006.
Selv om AAU har fået mange studerende på grund af de nye uddannelser, er det tilsyneladende ikke i nævneværdigt omfang sket på bekostning af eksisterende uddannelser. Enkelte er gået tilbage, men der er også væsentlig fremgang på eksisterende uddannelser.
Ingeniøruddannelserne får med 93 flere studerende i forhold til 2006 en stigning på 17 %. Det er især Arkitektur & Design samt Elektronik, Energiteknik og IT (Elektronik og IT, Energiteknik), der står for fremgangen i antal optagne.
Antallet af optagne på Medicin med Industriel Specialisering - ny uddannelse sidste år - er mere end fordoblet til 100 optagne. Også Geografi har oplevet en stor stigning i antal optagne (+19), så der i alt er 28 optagne. Det samlede optag på Medialogi i både Aalborg, Esbjerg og København er gået frem.
På Humaniora kan fremgangen især henregnes til optaget på Humanistisk Informatik med 77 flere end sidste år, i alt 192 optagne. Desuden kan også Sprog og International Virksomhedskommunikation notere en pæn stigning på 16 til 100 optagne i alt. De fleste øvrige humanistiske uddannelser oplever status quo.
Meroptaget inden for Samfundsvidenskab skyldes især de 115 optagne på den nye Jura-uddannelse samt 39 flere på Sociologi, i alt 173, og 18 flere på Politik & Administration/Samfundsfag, i alt 140. De fleste øvrige uddannelser oplever status quo.
Ledige studiepladser og gode bomuligheder
Selv om AAU har optaget rigtig mange studerende, kan Aalborg Universitet alligevel udbyde ledige studiepladser på alle uddannelser undtagen på Psykologi, Humanistisk Informatik, Jura og Sociologi - ikke blot i Aalborg, men også i Esbjerg og København. Ansøgningsfrist i den såkaldte 2. runde er 6. august.
- Der er således stadig ledige pladser på langt de fleste studier, og vi forventer her en yderligere forøgelse af antallet af ansøgere. Erfaringerne viser, at sommerferien får nogle til at beslutte sig for at læse på universitetet, mens andre ikke er optaget på deres drømmestudium og derfor beslutter at søge ind på en anden uddannelse. Og det kan altså nås endnu, siger prorektor Hanne Kathrine Krogstrup og fortsætter:
- Til forskel fra specielt de store universitetsbyer har Aalborg ledige boliger til en betalelig husleje. Det skyldes ikke mindst, at Aalborg Kommune gennem mange år har prioriteret, at der er et tilstrækkeligt antal boliger til rådighed for de studerende, slutter Hanne Kathrine Krogstrup.
Kontakt
- Prorektor Hanne Kathrine Krogstrup, tlf.: 96 35 95 03, mobil: 27 87 98 02.