Smerteforskere giver nyt håb for slidgigtpatienter

Smerteforskerne på Aalborg Universitet har udviklet nye undersøgelsesmetoder for patienter med slidgigt, som viser, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem de reelle skader og de smerter, patienten oplever. Forskningsresultaterne er fremlagt på en international kongres i Aalborg for forskere og medicinalindustrifolk fra hele verden.

Lagt online: 10.05.2007

Smerteforskere på Aalborg Universitet har løftet sløret for en ny undersøgelsesmetode, der vil kunne anvendes i behandlingen af patienter med slidgigt, som er en stor og støt stigende økonomisk belastning for sundhedsvæsenet. Herhjemme er de samfundsøkonomiske omkostninger ved muskel- og skeletsygdomme er ca. 26 mia. kr. årligt. Forskerne har gjort det muligt at kortlægge smerterne hos knæpatienter, og der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem de reelle skader og de smerter, patienten oplever. Den internationale medicinalindustri er meget interesserede i området, da det vil kunne åbne et enormt marked, og for patienterne vil en øget forståelse af smertesystemet kunne medføre bedre behandling.

Professor Lars Arendt-Nielsen og lektor Thomas Graven Nielsen har været med til at udvikle den nye metode, der via systematiske undersøgelser og avancerede beregninger kan kortlægge, hvor i knæet en gigtpatient har ondt.
- Vi er nu i stand til at lave et decideret billede af smerten. Noget af det bemærkelsesværdige er, at der ikke er nogen relation mellem oplevelsen af smerten og selve den skade, der er inde i knæet. Det skyldes, at hele nervesystemet har ændret sig, og systemet er blevet ”omkodet”, forklarer professor Lars Arendt-Nielsen, der leder det internationalt anerkendte Center for Sanse-Motorisk Interaktion i Aalborg.
- Det vil sige, at man både kan møde folk med helt ødelagte knæ, der ikke føler smerter, og patienter der har store smerter, selvom deres reelle knæskader er forholdsvis små, fortæller han.

Stadig smerter efter operationen

Slidgigt og andre muskel-skeletale sygdomme er et stort problem for sundhedsvæsenet, og problemet ser kun ud til at ville stige i de kommende år på grund af, at der bliver flere ældre mennesker og flere overvægtige. Ifølge Gigtforeningen er 700.000 danskere berørt af muskel- og skeletsygdomme, og på arbejdsmarkedet er problemer i bevægeapparatet skyld i 43 procent af alle langtidssygemeldinger.

De nye resultater og undersøgelsesmetoder vil kunne få stor betydning i forhold til den traditionelle slidgigtsforskning, hvor man oftest har et mere praktisk udgangspunkt i form af operative indgreb. 15 procent af alle knæopererede patienter oplever dog stadig smerter på trods af, at de har fået nyt knæ – formentlig fordi hele nervesystemet er så omkodet, at det ikke kan vende tilbage til en smertefri tilstand. Den farmaceutiske industri er meget interesseret i dette emne i håbet om at finde en måde at ”nulstille” smerten, og internationale repræsentanter er derfor med ved ugens IASP-kongressen i Aalborg.

Den nye undersøgelsesmetode er udviklet sammen med Aalborg Sygehus’ Ortopædkirurgisk Afdeling, som har sendt patienter til undersøgelse i AAU’s laboratorier.

Fakta

  • Center for Sanse-Motorisk Interaktion (SMI) på Aalborg Universitet har i denne uge været værter for den internationale IASP-kongres ”Fundamentals of Musculoskeletal Pain” om muskel-skeletale smerter. Deltagerne er topforskere og folk fra den farmaceutiske industri i hele verden (USA, Canada, Japan, Australien, Sydamerika m.m.).
  • SMI har netop modtaget 2,4 mio. kr. fra Indenrigsministeriets slidgigtsforskningspulje samt penge fra et internationalt farmaceutisk firma, også til slidgigtforskning.
  • Forskernes undersøgelsesmetode for slidgigtpatienter er udviklet sammen med Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Sygehus.
  • Mere om den internationale IASP-kongres i Aalborg

Yderligere information

  • Professor Lars Arendt-Nielsen, Center for Sanse-Motorisk Interaktion, AAU, tlf. 96 35 88 30 / 20 94 07 64
  • Lektor Thomas Graven Nielsen, Center for Sanse-Motorisk Interaktion, AAU, tlf. 96 35 98 32 / 22 16 04 97
  • Overlæge Ole Simonsen, Ortopædkirurgi Nordjylland, Aalborg Sygehus, tlf. 40 31 81 30
  • Generel pressekontakt: Journalist Tor Bagger, AAU, tlf. 96 35 96 44, mobil 20 73 68 45