Stort studielegat til musikalsk bioteknolog

Civilingeniørstuderende Peter Lüttge Jensen fra AAU har modtaget Carlsbergs Mindelegat for sit arbejde med proteiner og bakterier. De 60.000 kroner giver blandt andet mulighed for et aktivt liv - med plads til både forskning og sangskrivning, som tidligere har gjort ham til opvarmningsmusiker for tv-2.

Lagt online: 21.02.2007

Carlsbergs Mindelegat for brygger J.C. Jacobsen uddeles hvert år til 10 studerende. Legatet støtter unge lysende talenter, der skal udføre afsluttende eksamensprojekt inden for kemi, biokemi eller bioteknologi ved de naturvidenskabelige fakulteter på universiteter og højere læreranstalter. Peter Lüttge Jensen, der læser til civilingeniør i medicinsk bioteknologi på Aalborg Universitet, er netop blevet tildelt et legat på 60.000 kr. for hans forskning inden for proteiner og bakteriers betydning ved neurodegenerative sygdomme.
- Det er en utrolig dejlig fornemmelse at blive anerkendt for det, jeg brænder for. Det boost i min selvtillid kan jeg bruge til meget mere end de 60.000 kr. for eksempel som en døråbner til virksomheder og forskningsinstitutioner. Derudover giver pengene mig mulighed for at koncentrere mig om at lave et gennemarbejdet speciale, i stedet for at jeg skal bruge tid på at supplere den sparsomme SU, siger Peter L. Jensen.

Nyt håb for millioner af mennesker

Peters lysende begavelse kan skabe håb for millioner af mennesker, der lider af en neurodegenerativ sygdom, som f.eks. Parkinsons syge og Alzheimers. Peters speciale arbejder ud fra formodningen om, at Nocardia-bakterier besidder amyloid fibriller, såkaldte netværk af sammenfiltrede proteiner, som forud for dannelsen af fuldlængde fibriller kan udløse død af nerveceller i hjernen, hvormed symptomerne for f.eks. Parkinsons sygdom opstår. Neurodegenerative sygdomme er kroniske og progressive og rammer især den ældre del af befolkningen. På nuværende tidspunkt findes der ingen kur, der kan helbrede de neurodegenerative sygdomme, men derimod kun symptomdæmpende medicin.
Forsker og musiker

Forsker og musiker

Når Peter ikke udfolder sig i laboratoriet for at opnå sit ønske om at skabe en helbredende medicin, bruger han sin kreativitet på at spille og lave musikalske fabler om blandt andet elefanter og samfundsforhold.
- Jeg er så privilegeret at have en kæreste, der læser sociologi, og jeg stjæler grådigt hendes refleksioner, som jeg omsætter til skæve, satiriske tekster. Det giver en vigtig balance at have en drønspændende hverdag med speciale på universitet, samtidig med at jeg kan gå og glæde mig til en koncert, jeg skal spille om et par uger. Legatet giver mig mulighed for at suge kreativitet fra min musiske side, idet jeg ikke skal bruge kostbar tid på at tjene penge, siger Peter L. Jensen.

I 2006 lykkedes det under navnet Jordal at vinde en singer/songwriterkonkurrence på spillestedet Skråen i Aalborg. Det gav ham mulighed for at varme op for TV2 foran 2500 mennesker i Skovdalen med den musik, der også kan hentes på jordal.mymusic.dk. Peter er vokset op i Skåde syd for Århus og har gået på matematisk gymnasium i Viby og på Vestbirk Højskole, før han flyttede til Aalborg for at læse til civilingeniør i bioteknologi.

Yderlig informationer