Hvert år bliver der på de danske universiteter gjort opfindelser og udviklet systemer, der kan bruges i kommercielle sammenhænge, men ikke alle patenterede og patenterbare teknologier når så langt. Det vil sige, at der i dag findes et uudnyttet potentiale, og nogle af disse idéer tager en moderne form for studenterkonkurrence i denne uge et skridt videre.
Med rigtige opfindelser og patenter som omdrejningspunkt skal studerende fra seks danske institutioner under tidspres videreudvikle teknologierne eller nytænke kommercialiseringsmetoderne under KommercialiseringsCamp 2007. Forløbet med overskriften ”Gør dit patent til en guldgrube” styres gennem 48 hektiske timer i Aalborg af folk med forstand på kreativitet og kommercialisering. Rådet for Teknologi & Innovation lancerede tidligere i år en handlingsplan, der ønsker nye bud på, hvordan man kan føre opfindelser fra det offentlige over i det private erhvervsliv, og KommercialiseringsCamp 2007 er et af iværksætterakademiet IDEA Nords bud herpå.
De studerende, der har tilmeldt sig KommercialiseringsCamp 2007 kommer fra vidt forskellige uddannelser på blandt andet Aalborg Universitet, Københavns Universitet, DTU og Århus Handelshøjskole. Kombinationen af deres forskellige færdigheder giver mulighed for idéudvikling på tværs af professionelle, fagkulturelle og sociale skel. Traditionelt set sættes ingeniørfagene i forbindelse med iværksætteri, men på denne måde bliver ingeniørerne opmærksomme på fordelene ved at involvere andre ikke-teknologiorienterede fag, og samtidig bliver studerende fra andre uddannelsesretninger opmærksomme på perspektiverne i at etablere teknologibaserede virksomheder uden selv at være ingeniør.
Førstepræmien er en studierejse til en værdi af 35.000 kroner, og KommercialiseringsCamp 2007 støttes af virksomhederne Danfoss og Grundfos, der begge ser arrangementet som et godt initiativ inden for entrepreneurship.
- Danfoss er hele tiden på udkik efter nye unikke og banebrydende teknologier og markedsmodeller, som vil kunne forandre verdenen og gøre en markant forskel. Vi har en generel interesse i at fremme iværksætteri, og støtter gerne gode initiativer, der kan kaste spændende idéer af sig. Hvis der dukker noget op i løbet af campen, som kan have relevans for Danfoss, hjælper vi gerne de studerende og deres idé et skridt videre, men det er ikke det primære, siger Morten Brandtoft fra Danfoss Ventures.
Hos Grundfos New Business ser Mads F. Prebensen KommercialiseringsCamp 2007 som en god sag med et godt koncept. Virksomheden deltager derfor aktivt på campen med to personer, der også selv kommer for at blive klogere og for at møde nogle af de studerende.
KommercialiseringsCamp 2007 er udviklet og arrangeret af IDEA Nord, der har til huse på Aalborg Universitet. IDEA Nord arbejder med at styrke de kompetencer, der kræves i forbindelse med iværksætteri, gennem en indsats på de videregående uddannelsesinstitutioner. Konkurrencen afholdes på AaB Konferencecenter i Aalborg fra fredag d. 2. november og 48 timer frem. Søndag formiddag præsenterer grupperne deres projekter for et panel af erhvervsfolk, inden vinderne afsløres kl. 13.
Yderligere oplysninger
- Projektkoordinator Nanna Tribler, IDEA Nord/Aalborg Universitet, tlf. 96 35 72 74, mobil 29 43 76 43
- Sponsorer: Grundfos (Mads F. Prebensen, New Business, tlf. 87 50 45 27, mobil 23 23 45 27), Danfoss (Morten Brandtoft, Danfoss Ventures, tlf. 74 88 70 63, mobil 40 60 30 30).
- Kontakt til deltagende studerende: Tor Bagger Elmegaard, journalist, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, AAU, tlf. 96 35 96 44, mobil 20 73 68 45
- Mere om KommercialiseringsCamp 2007