Tilfredse sociologistuderende på AAU

En netop offentliggjort rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at sociologiuddannelsen på Aalborg Universitet udmærker sig på centrale punkter sammenlignet med sociologiuddannelser på andre danske universiteter.

Lagt online: 28.06.2007

I rapporten vurderer Danmarks Evalueringsinstitut sociologiuddannelsernes kvalitet, indhold og arbejdsmarkedsrelevans samt afdækker deres styrker og svagheder i forhold til hinanden.

Studieleder Michael Hviid Jacobsen fremhæver tre centrale punkter, hvor sociologiuddannelsen på AAU udmærker sig særligt:

- Vores undervisning i sociologisk metode er på et meget højt niveau, og vores studerendes metodekvalifikationer samt deres empiriske erfaringer efterspørges særdeles meget blandt aftagere/arbejdsgivere.

- Vi lægger stor vægt på koblingen mellem undervisning og forskning, hvilket evalueringsrapporten påpeger som en meget positiv del af sociologiuddannelsen på AAU. Netop det faktum, at vores studerende arbejder meget med empiriske problemstillinger bevirker, at der er en tæt kobling mellem undervisning og projektarbejde.

- Vi har en meget stor studentertilfredshed med uddannelsen sammenlignet med KU og RUC. Vores studerende vurderer såvel deres uddannelse i sin helhed som deres underviseres faglige og pædagogiske præstationer i særdeleshed meget højt. Alt i alt er de studerende meget tilfredse med sociologiuddannelsen, hvilket vi tolker som et udtryk for, at vi har skabt gode rammer om uddannelsen. F.eks. siger 97% af dimittenderne fra AAU, at de i høj/nogen grad er tilfredse med uddannelsens faglige miljø, sammenlignet med 67% på RUC og 72% på KU.

Yderligere information

  • Lektor Michael Hviid Jacobsen, studieleder på Sociologi, tlf. 9635 8120, mhj@socsci.aau.dk
  • Dekan Allan Næs Gjerding, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, tlf. 9635 9605, ang@adm.aau.dk