Tiltrængt løft til arbejdsmiljøet i byggeriet

Problemer med arbejdsmiljøet er en kendt sag i byggeriet. Mange arbejdsulykker. Nedslidning som følge af tunge løft og dårlige arbejdsstillinger. Stress på grund af pressede tidsfrister.

Lagt online: 26.03.2007

Nye samarbejdsformer som lean og partnering rummer mulighed for at forbedre arbejdsmiljøet i byggeriet, men forbedringerne kommer ikke automatisk. Nu stilles der skarpt på mulighederne og udfordringerne i et treårigt forskningsprojekt, hvor sammenhængen mellem de nye samarbejdsformer og arbejdsmiljøet samt mulighederne for en ny styrket arbejdsmiljøindsats vil blive undersøgt af et forskerhold fra Aalborg Universitet og Cowi A/S.

Behovet er iøjnefaldende. Hverken i Danmark eller internationalt er der sket en systematisk indsamling af erfaringer på området.

"En væsentlig del af opgaven bliver at afklare, hvordan der kan skabes synergi mellem indførelsen af nye samarbejdsformer og en forbedring af arbejdsmiljøet i byggeerhvervet" udtaler projektleder Marianne Forman fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet. Projektet afsluttes med en vejledning, der skal redegøre for de bedste fremgangsmåder til at opnå mere arbejdsmiljøvenlige byggeprocesser.

Forskere ud på byggepladsen

Først skal forskerne i gang med at indsamle de hidtidige erfaringer fra danske og udenlandske undersøgelser om, hvilken betydning nye samarbejdsformer som lean/trimmet byggeri, partnering, strategiske partnerskaber og selvstyrende grupper har for arbejdsmiljøet. Men projektet bliver ikke blot et stykke skrivebordsarbejde. Tværtimod skal forskerne i næste fase af projektet ud for at interviewe aktører i forskellige typer byggeprojekter om deres erfaringer. Formålet er at finde frem til de barrierer og potentialer, der er for at bruge de nye samarbejdsformer som løftestang for en forbedring af arbejdsmiljøet i byggebranchen.

Dernæst skal forskerne observere forskellige aktiviteter i byggeprocessen på en række byggepladser og interviewe nogle af dem, som har problemerne tæt inde på livet i hverdagen. På baggrund af disse erfaringer udvikles nogle anbefalinger til 'den bedste praksis', som siden skal efterprøves på forskellige typer byggeprojekter.

Det hele er imidlertid ikke meget bevendt, hvis ikke de opnåede erfaringer ender med at komme den samlede byggebranche til gode. Det vil bl.a. ske gennem en vejledning om de bedste fremgangsmåder til at opnå arbejdsmiljøvenlige byggeprocesser, samt artikler om emnet i byggebranchens fagblade.

Projektet er muliggjort gennem en bevilling på 3,5 mill.kr. fra Arbejdsmiljøforskningsfonden og gennemføres i et samarbejde mellem SBi og Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, begge ved Aalborg Universitet, samt COWI A/S.

Yderligere oplysninger