Uddannelsen Medicin med Industriel Specialisering har på ganske kort tid vist sig at være populær blandt de studiesøgende med 52 ansøgere ved åbningen i 2006 og hele 81 i år. Uddannelsen, der er en del af den sundhedsvidenskabelige oprustning på Aalborg Universitet (AAU), klæder blandt andet de studerende på til job i lægemiddelindustrien og dens udfordringer inden for udvikling, tilpasning og salg af lægemidler. For nylig er to professorer blevet ansat, hvilket markeres fredag.
Dr. med. Torben Moos er kommet fra Panum Instituttet til AAU, hvor han dels skal forske i, hvordan medicin påvirker det centrale nervesystem og dels undervise på Medicin med Industriel Specialisering. Derudover har universitetet hentet den tyske professor og dr. med. Jens Ellrich til Danmark for at være med til at udvikle området. Jens Ellrich er neurofysiolog med store erfaringer inden for nerve- og smerteforskning.
Dr. med. Torben Moos er oprindeligt fra Aalborg, og efter at have fået sin studentereksamen på Hasseris Gymnasium tog han lægeuddannelsen og blev forsker på Panum Instituttet i København. Han har gennem mange år været ansat som lektor på Københavns Universitet, og har desuden været seniorforsker ved medicinalvirksomheden H. Lundbeck A/S. Gennem årene har han blandt andet opbygget et netværk af samarbejdspartnere i både Danmark, USA og Australien, og i København anvendes hans lærebog om neuroanatomi i undervisningen af de medicinstuderende. Torben Moos har især forsket i, hvordan medicinalstoffer transporteres gennem blodbanerne og hjernen, og i hvordan metaller påvirker hjernen.
Dr. med. Jens Ellrich er uddannet fra Universität Mainz i Tyskland og har i de seneste år været professor i eksperimentel neurologi ved universitetet RWTH Aachen. Ud over forskningsophold i Canada, USA og Schweiz har Ellrich også i perioder arbejdet sammen med smerteforskerne på Aalborg Universitet. Blandt hans forskningsområder er smerter, indlæring og hukommelse samt studier af medicinalstoffer.
Tid og sted:
- Fredag d. 14. december fra kl. 13 på Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, Fredrik Bajers Vej 7, Aalborg
- Tiltrædelsesforelæsninger kl. 13 i auditorium B3-104 og efterfølgende reception i aulaen kl. 15
Kontakt
- Professor, dr. med. Torben Moos, tlf. 96 35 24 20
- Professor, dr. med. Jens Ellrich, tlf. 96 35 98 96
- Institutleder Kim Dremstrup, Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, AAU, tlf. 96 35 88 11, mobil 24 65 52 46