Aalborg Universitet, der er verdenskendt for sine erfaringer med problembaseret projektarbejde og studerendes gruppearbejde, har modtaget en stor hæder fra FN-organisationen UNESCO. AAU-professor Anette Kolmos er blevet udpeget til at lede ’UNESCO chair in Problem Based Learning in Engineering Education’, der således får hovedsæde på Aalborg Universitet.
En ’UNESCO chair’ er typisk et professorat, men på AAU har man valgt at etablere en egentlig organisation omkring udnævnelsen for bedst muligt at kunne varetage opgaverne. Blandt andet skal der etableres et globalt netværk for forskere, udviklere og undervisere inden for problem- og projektbaseret læring.
- Det er en stor ære og glæde, at UNESCO vælger at udpege Aalborg Universitet til at være vært for denne nye UNESCO chair. Det er en helt klar anerkendelse af universitetets kompetencer på dette område, hvor vi gennem mange år har været førende, både når det handler om forskning og udvikling af problembaseret læring, siger professor Anette Kolmos.
Stor UNESCO-konference på vej
Det globale netværk for forskere, udviklere og undervisere skal blandt andet udvikles gennem et virtuelt netværk med online-databaser om problembaseret læring. Desuden bliver en stor UNESCO-konference på AAU i september 2007 den første i en længere række af konferencer og workshops.
Det er i høj grad professor Anette Kolmos’ fortjeneste, at AAU er blevet valgt af UNESCO som hovedsæde for de kommende års indsats inden for problembaseret læring. Anette Kolmos, der blandt andet er tilknyttet forskningsgruppen VIOL (Videnskabsteori, Ingeniørdidaktik og Organisatorisk Læring), arbejder med samspillet mellem uddannelse, forskning og erhverv. Hun stiler mod, at AAU ikke blot skal organisere det nye globale netværk, men også byde aktivt ind med aktiviteter og kompetencer inden for forskning, efteruddannelse og konsulentydelser.
- Allerede i dag kører vi jo for eksempel den internationale masteruddannelse Master in Problem Based Learning in Engineering and Science, hvor der er deltagere fra hele verden, og vi har stor erfaring med at hjælpe andre institutioner, der vil skifte fra traditionel undervisning til problembaseret læring, forklarer professor Anette Kolmos.
Flere og flere institutioner verden over implementerer problembaseret læring, særligt inden for ingeniøruddannelserne, hvor der er behov for at ingeniørerne kan styre de faglige samarbejdsprocesser.
Yderligere oplysninger
- Professor Anette Kolmos, Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, AAU, tlf. 96 35 83 07, mobil 20 20 42 08
- UNESCOs "Chair on Problem Based Learning in Engineering Education"