Verdens energieksperter samles i Aalborg

I næste uge samles næsten 1000 industrifolk og energiforskere fra hele verden i Aalborg. I EU har man nu vedtaget forpligtende mål på såvel vedvarende energi som på energibesparelsesområdet, og de internationale eksperter, der præsenterer deres resultater i Aalborg, udgør en vigtig del af ”benarbejdet” for at kunne indfri disse mål.

Lagt online: 27.08.2007

Hvis vedvarende energi og energibesparelser skal være med til at ændre energivanerne verden over, er vidensdeling et nøgleord. Netop vidensdeling er det primære formål, når omkring 1000 forskere, industrifolk og udstillere i næste uge samles i Aalborg for at udveksle de seneste forskningsresultater og studere de nyeste energitekniske produkter. Aalborg Universitet, der er vært for Europas største energiteknikkonference EPE2007, har valgt, at konferencen i år kommer til at handle særligt meget om vindenergi.

- De mange forskningsresultater, der skal fremlægges på konferencen, beviser, at forskningen i vindenergi har medvind i disse år. I Danmark er vi langt fremme, men det er vigtigt med input udefra, så vi glæder os over, at forskere og fagfolk fra alle kontinenter er med på deltagerlisten, fortæller dekan Frede Blaabjerg fra Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Blandt de andre væsentlige emneområder er solceller, måling og kontrol samt det store emne effektelektronik, der omsætter elektrisk energi fra én form til en anden. Interessen for årets konference er langt større end ved den foregående, fordi Aalborg Universitet har valgt at inddrage industrien i højere grad end ved tidligere EPE-konferencer. Internationale deltagere fortæller om de nyeste tendenser, og der afholdes såkaldte industrial sessions med repræsentanter fra internationale giganter som ABB, American Super Conductor, Areva T&D og Conveyor Team. Store danske virksomheder som Vestas, Danfoss og Grundfos er også involveret og medvirker til at give et billede af de danske kompetencer inden for energiteknologi.

- En konference som denne er med til at give danske virksomheder nem adgang til den sidste nye viden, og samtidig udbygger vi Aalborg Universitets internationale position, særligt på energiområdet, siger Frede Blaabjerg.

AAU’s energiuddannelser, der er i gang med at blive moderniseret, har oplevet en kraftig stigning i ansøgertallet i år, og ved konferencen vil der også være særlige tilbud til universitetets studerende. Selv for almindelige forbipasserende vil der være noget at kigge på, eftersom der på pladsen foran Aalborg Kongres & Kultur Center placeres en 70 tons tung Vestas-nacelle, dvs. den gigantiske topdel af en vindmølle. EPE-konferencen (European Conference on Power Electronics and Applications) samler hvert år energiteknikforskere fra hele verden, men det er første gang, konferencen afholdes i Danmark. Forskerne kommer fra 50 forskellige lande i hele verden, og der vil blandt andet være et stort rykind fra Asien, idet der er modtaget mere end 200 artikler fra Japan, Sydkorea, Taiwan og Kina.

Fakta

- Konferencen finder sted i Aalborg Kongres & Kultur Center d. 2.-5. september. Uden for hallen opstiller Vestas en 70 tons tung 3 megawatt nacelle (den mekaniske topdel af en vindmølle). Torsdag den 6. september afvikles desuden industri-ture til Vestas Wind Systems og Aalborg Universitet samt besøg i vindmølleparker.

- Ved konferencen fremlægges ca. 450 bidrag som udstillingsposters, og ca. 150 præsenteres mundtligt for over 800 konferencedeltagere, der kommer fra 50 forskellige lande i hele verden. Med udstillere og foredragsholdere passerer det samlede deltagerantal 1000.

- Vestas, Danfoss og Grundfos er hovedsponsorer på konferencen. Blandt de øvrige sponsorer er Mitsubishi Electric, Emotron, Gamesa, Siemens, Det Obelske Familiefond, SAS og Aalborg. VisitAalborg hjælper med det praktiske omkring konferencen.

- Aalborg Universitets Institut for Energiteknik er internationalt meget anerkendt og konstant med til at præsentere nye resultater. Sidste år blev AAU kåret som det næstbedste forskningscenter i Europa på dette område, kun overgået af ETH i Zurich.

Yderligere oplysninger: