Solution Camp samler 55 studerende fra vidt forskellige studieretninger på uddannelsesinstitutioner i hele landet. Fire virksomheder er involveret i Solution Camp 2007 og stiller hver en opgave, som de studerende skal løse. Formålet er at give de studerende erfaring med kreative og innovative processer i tværfaglige grupper og herved udvikle deres kreative og innovative kompetencer.
- Reaktionerne fra de studerende, der var med ved sidste års Solution Camp, var blandt andet, at de aldrig havde oplevet noget så intenst og udviklende, fortæller Lotte Pedersen fra IDEA Nord, der arrangerer Solution Camp.
- Den tværfaglige dimension viste sig at bære frugt, så det var en meget givende måde at lade IDEAs fokusområder ”uddannelse og vækstfremme” udfolde sig i 48 timer i træk, forklarer hun.
Det tværfaglige element skabes blandt andet ved at sætte de studerende sammen i grupper på tværs af deres faglige baggrunde. Deltagerne kommer fra så forskellige steder som Industriel Design og Informationsvidenskab på Aalborg Universitet, markedsføringsøkonom-uddannelsen på Tietgenskolen i Odense lærerseminariet på Frederiksberg og Arkitektskolen i Århus. I fællesskab skal de arbejde koncentreret om løsningen på den opgave, der er blevet stillet af en virksomhed. Opgaverne løses under tidspres, og efter 48 timer skal gruppernes løsningsforslag præsenteres for virksomhederne.
Blandt de virksomheder, der udfordrer de studerendes kreativitet er National Vinduer, Dansk Magisterforening, Aarhus Hovedbibliotek og Velux. De opgaver, som virksomhederne formulerer, skal alle udspringe af en idé eller af et ønske om et nyt produkt eller koncept. Der må ikke på forhånd være en kendt løsning, og det skal kræve radikal idéudvikling at løse opgaven. Solution Camp 2007 tager imod otte grupper af studerende, der skal løse fem opgaver fra virksomhederne. På grund af antallet af grupper og antallet af opgaver vil hver opgave blive løst på to måder, hvilket både giver et konkurrenceelement og forskellige løsningsforslag.
Solution Camp afsluttes søndag d. 7. oktober, hvor de studerende præsenterer deres løsningsforslag for virksomhederne kl. 10. Hele Solution Camp 2007 afholdes i Nørresundby Idrætscenter, Lerumbakken 11. Det er tredje gang, at studerende og erhvervsliv mødes via Solution Camp. Første gang var i 2004. Den oprindelige idé stammer fra Engineering Camp 02, hvor man udviklede et idékatalog med henblik på at sikre diplomingeniøruddannelsernes fremtid.
Yderligere information
- Lotte Pedersen, IDEA Nord, tlf. 96 35 75 45
- IDEA (International Danish Entrepreneurship Academy)
- De studerende kommer fra forskellige studieretninger på Aalborg Universitet, Aalborg Universitet København, Frederiksberg Seminarium, Ingeniørhøjskolen i Århus, Syddansk Universitet, Tietgenskolen i Odense, Arkitektskolen i Århus, IT-Universitetet i København, CVU Lillebælt samt Sundheds-CVU og NOEA (Nordjysk Erhvervsakademi) i Aalborg.