På en række nye fokusområder ønsker EU at bringe Europa helt i front med hensyn til udvikling. Når de mange millioner euro, der er til rådighed i EU’s 7. rammeprogram, skal fordeles, er der blandt andet fokus på en række livsstilssygdomme og andre vigtige sygdomme. Det gælder blandt andet kræft, fedme, diabetes og hjertekarsygdomme samt fokus på hjernerelaterede projekter, menneskets udvikling, hukommelsestab, børn og alderdom.
Hos Videnskabsministeriets Eurocenter, der rådgiver virksomheder og forskere om muligheder i EU, håber man, at flere små og mellemstore virksomheder (SMV’er) vil deltage i EU-støttede projekter inden for sundhed. Derfor skal en række nye tiltag hjælpe for eksempel virksomheder, der leverer teknisk indhold til sundhedsprojekter. Virksomheder og forskere mødes derfor på Aalborg Universitet den 1. februar til et stort temamøde for jyske virksomheder.
Et af de nye tiltag er, at SMV’er blandt andet kan få 75 procent tilskud, og generelt skrues der op for informationsniveauet, konsulentbistanden, hjælpen til at skrive ansøgninger og alt det andet, som virksomhederne kan have brug for, når de overvejer at deltage i EU-støttede projekter. Over 90 procent af alle europæiske virksomheder er SMV’er, og ifølge statistikken søger denne store gruppe af virksomheder ikke EU-midler i det omfang, de fagligt har mulighed for.
I Europa-kommissionens rammeprogram er der for 2007 afsat 628 mio. euro i sundhedspuljen, og over den samlede periode i alt 6,1 mia. euro. I dag modtager Danmark ca. 2 procent af de afsatte støttemidler, hvilket svarer til det danske BNP, men målet i Videnskabsministeriet er, at Danmark skal øge aktiviteterne og nå 3 procent af støttemidlerne i sundhedspuljen. Temamødet om sundhed den 1. februar henvender sig til forskere i den private eller offentlige sektor, projektkoordinatorer og -partnere samt konsulenter og andre med interessere i at høre om mulighederne for at få tilskud til forskning i human sundhed under EU's 7. rammeprogram. Det gratis temamøde afholdes af EuroCenter, AAU Innovation og Norddanmarks EU-kontor.
Flere informationer
- Tommi Nielsen, AAU Innovation, Aalborg Universitet, tlf. 96 35 72 58.
- Annedorte Vad, Eurocenter, 35 44 62 81
- Adgang til mulig case: Journalist Tor Bagger, AAU, tlf. 96 35 96 44, mobil 20 73 68 45
- Mødet afholdes 1. februar 2007 kl. 10-14 på Fibigerstræde 15, auditorium C, Aalborg Universitet.