For at fremme væksten og initiativrigdommen i samfundet er det vigtigt at klæde unge ildsjæle godt på, før de for alvor springer ud som selvstændige erhvervsdrivende. Målrettede iværksætterkurser er derfor vigtige for folk med gode idéer, og Aalborg Universitet afholder derfor i uge 14 en internationalt nyskabende fire-dages-workshop, der sætter nye standarder for, hvordan denne type projekt kan gribes an.
Samtlige kandidatstuderende på Aalborg Universitet har haft mulighed for at tilmelde sig det fire dage lange forløb med fjernundervisning, workshops og vejledning. Det moderne iværksætterkursus kommer til at foregå simultant på otte adresser på universitetets afdelinger i Aalborg, Esbjerg og Ballerup, og i princippet ville man uden problemer kunne udvide tiltaget til samtidig at foregå i andre byer eller lande, da selve undervisningen gives på engelsk via et live-streamet videosignal. Efter alt at dømme er der ingen i verden, der tidligere har kastet sig ud i et online-projekt så ambitiøst som dette inden for iværksætteri, som gerne skal give en unge, dygtige studerende blod på tanden til gavn for samfundet og erhvervslivet.
Det nyskabende kursus, der finder sted d. 1.-4. april, kaldes WOFIE ’08 (Workshop for Innovation and Entrepreneurship 2008) og udnytter de nye tekniske muligheder, der ligger i live-streaming. En række erfarne undervisere og foredragsholdere vil give deres oplæg i Aalborg, og via internettet sendes signalet videre til andre AAU-adresser i Aalborg, Esbjerg og Ballerup. Efterfølgende er der mulighed for at stille eksperterne spørgsmål via et debatforum, og der oprettes en ”hjernebank”, hvor de studerende på tværs af deres fag og geografiske placeringer kan drage nytte af hinandens faglige kernekompetencer og interesser. WOFIE ’08 bliver således på én gang et moderne iværksættereksperiment og den største workshop i AAU’s historie. Sideløbende med undervisning og workshops vil de studerende kunne følge med på et website med nyheder om WOFIE ’08, tv-interviews, stemningsreportager o.l.
I løbet af de fire kursusdage arbejder de studerende i specielt sammensatte grupper videre med opgaver og idéer for løbende at få den nye viden ind under huden. Undervisningen vil give de kandidatstuderende viden om konceptudvikling, tværfaglig innovation, investorkontakt og forretningsstrategier.
Yderligere oplysninger
- Projektleder Kirstine Rasmussen, AAU’s iværksætterkontor SEA, tlf. 99 40 80 82, mobil 26 29 77 50
- Dekan Frede Blaabjerg, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, AAU, tlf. 99 40 96 31, mobil 21 29 24 54
- Sekretariatschef Niels Maarbjerg Olesen, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, AAU, tlf. 99 40 96 30, mobil 40 85 85 22
- Læs mere om WOFIE ’08
- Sponsor for WOFIE ’08 er Dantherm
Kontaktpersoner på de enkelte lokationer
- Ballerup: Luis Emilio Bruni, tlf. 26 59 24 85. I alt 19 studerende i 4 grupper
- Esbjerg: Anders S. Kristensen, tlf. 22 23 34 82. I alt 9 studerende i 2 grupper
- Kroghstræde 1, Aalborg: Christian Byrge (51 92 73 99) og Claus Spild (29 46 43 08). I alt 146 studerende i 24 grupper
- Kroghstræde 3, lokale 3.115, Aalborg: Lars Peter Jensen, tlf. 21 27 01 87. I alt 40 studerende i 10 grupper
- Kroghstræde 3, lokale 4.128, Aalborg: Claus Rosenstand, tlf. 20 51 60 04. I alt 52 studerende i 13 grupper
- Kroghstræde 3, lokale 4.130, Aalborg: Kaare Eriksen, tlf. 21 78 36 58. I alt 52 studerende i 13 grupper
- Kroghstræde 5, seminarrum 47+49, Aalborg: Ann-Merete Iversen, tlf. 41 23 87 65. I alt 72 studerende i 12 grupper
- Kroghstræde 5, seminarrum 43+45, Aalborg. Christian Tollestrup, tlf. 26 80 46 12. I alt 56 studerende i 10 grupper