Aalborg Universitet øger nu indsatsen i Asien via et nyt Asia-Centre. Målet er at styrke relationerne til nogle udvalgte asiatiske universiteter og tiltrække flere asiatiske betalingsstuderende samt at sætte fokus på mulighederne for nordjyske virksomheder for at samarbejde med Asien sammen med en partner på AAU.
Den officielle åbning af Asia-centre finder sted torsdag d. 25. sept. kl. 14-17:00 på Kroghstræde 3, lok. 1.104. Rektor Finn Kjærsdam vil holde åbningstalen, og gæster fra flere asiatiske ambassader i København vil deltage, bl.a. fra den japanske, vietnamesiske, pakistanske og kinesiske ambassade.
Anders Kjær, forskningsattaché på Innovation Center Denmark i Shanghai holder oplægget ”Chinas Science and Technology Revolution.”
Asia-Centre ledes af en tværfakultær koordinationsgruppe med professor Olav Jull Sørensen som formand i foreløbig 3 år.
En vigtig opgave for Asia Centre bliver at få AAU positioneret i det initiativ som Videnskabsministeriet står bag vedr. etablering af et Dansk-kinesisk Center for Forskning og Uddannelse i Beijing.
I øjeblikket studerer 30 asiatiske studerende på AAU, hvoraf de 18 er her i 2 år for at tage en dansk kandidateksamen. Asiatiske studerende skal betale studieafgift for at læse på AAU, hvis ikke de har fået et stipendium til at dække den. Det beløber sig til mellem 40.000-100.000 kr. for 1 års studier. Dertil kommer at, de skal betale til at dække huslejeomkostninger, bøger, og andre leveomkostninger under opholdet i Aalborg.
Af de 30 asiatiske studerende på AAU er de 21 fra Kina, som er det primære indsatsområde for det nye Asia-Centre.
Rektor Finn Kjærsdam var i Kina i april i år for at underskrive flere samarbejds-aftaler med kinesiske universiteter, og det er bl.a. disse universiteter, som der ønskes en tæt relation til inden for forskning og studenter- og Ph.D. udveksling.
Som led i fremstødet i Asien tager koordinator for Asia Centret, Louise Bredgaard, og Kina-koordinator, Xiangyun Du, til Kina i oktober for bl.a. at deltage i China Education Expo i Shanghai, som er en stor uddannelsesmesse for kinesiske studerende. Dernæst deltages der i en Karrieredag, som er arrangeret af Dansk Innovation Center i Shanghai, og er ment som en match-making mellem danske universiteter, kinesiske studerende og danske virksomheder i Kina.
Yderligere oplysninger
- Louise Bredgaard, LB@adm.aau.dk, tlf. 9940 7503