Den stigende interesse for ranking har ført til, at Aalborg Universitet har besluttet at tilmelde sig Times Higher Educations THE-QS liste som det femte danske universitet.
- Hidtil har vi holdt os ude af listen, bl.a. fordi vi har anset kriterierne for at være lidt tilfældige. Fx tæller det at have mange undervisere i forhold til antallet af studerende. I princippet ville det betyde, at vi ville score meget højt ved ikke at have nogen studerende. Det at have mange undervisere i forhold til antallet af studerende har aldrig været et mål, som vi har stræbt efter. Derimod har vi altid anset det som et mål at uddanne mange kandidater til arbejdsmarkedet, siger prorektor Hanne Kathrine Krogstrup.
- Det er især den politiske interesse for rankinglister, der nu har fået os til at tilmelde os. Derudover må vi erkende, at der også fra såvel danske som internationale forskere og studerende er øget fokus på de universiteter, der er med i de store internationale rankinglister, fortsætter Hanne Kathrine Krogstrup.
- På Aalborg Universitet vil vi nu tilmelde os, således at Danmark næste år får fem universiteter med på listen for 2009. Derudover vil vi i øvrigt se nærmere på, om der er andre vigtige europæiske og internationale rankingsystemer, bl.a. den konkurrerende Shanghai-ranking, som vi skal have tilmeldt os, tilføjer Hanne Kathrine Krogstrup.
På Times Higher Education THE-QS netop offentliggjorte liste figurerer allerede følgende fire danske universiteter: Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Syddansk Universitet.
Yderligere oplysninger
- Den nyeste liste findes på: http://www.topuniversities.com
- Prorektor Hanne Kathrine Krogstrup: 9940 9503, mobil 27 879 802