AAU-prorektor formand for Helge Sander udvalg

Prorektor Hanne Kathrine Krogstrup er selv mønsterbryder og kom på universitetet uden at have forældre med akademikerbaggrund. Flere skal være mønsterbrydere, lyder hendes opgave

Lagt online: 22.04.2008

I dag er det kun hver tyvende studerende på universitetet, der kommer fra et hjem med ufaglærte forældre. Videnskabs-minister Helge Sander vil gerne ændre på dette faktum og nedsætter nu en idégruppe, der skal komme med konkrete forslag til initiativer, der kan stimulere en bredere rekruttering til de højere uddannelser.
Helge Sanders idégruppe er en direkte opfølgning på Fremtidspanelets rapport fra januar 2008.04.22

Aalborg Universitets prorektor, Hanne Kathrine Krogstrup, der er formand for udvalget, har en klar holdning til tanken om at skabe flere mønsterbrydere:
– Alle, der har vilje og evner, skal have mulighed for at tage en videregående uddannelse, hvis det er det de har særlig lyst til. Det vil selvfølgelig åbne nye og flere døre for den enkelte, ligesom det danske samfunds- og erhvervsliv konstant efterspørger flere højtuddannede medarbejdere, siger AAU’s prorektor Hanne Kathrine Krogstrup, der selv er mønsterbryder.

Idégruppens arbejde skydes i gang ved åbningskonferencen: "Bryd den Negative Sociale Arv"

Det sker tirsdag d. 29. april 2008 kl. 15-17, på Københavns Universitet, hvor bl.a. håndboldlandsholdets træner, Ulrik Wilbek, er foredragsholder