AAU-smerteforsker får Spar Nord Fondens Forskningspris på en kvart mio. kr.

Udvikling af en smertemodel, der kan give kendskab til, hvorfor patienter udvikler smerter, og en opdagelse af, at nervegiften botox i små mængder kan hæmme udviklingen heraf, har nu medført, at adjunkt, ph.d. Parisa Gazerani for sin ph.d.-afhandling bliver dette års modtager af den store Spar Nord Fondens Forskningspris på 250.000 kr.

Lagt online: 28.10.2008

Iranske Parisa Gazerani, der er farmaceut af uddannelse fra SBMU i Teheran, afsluttede sit ph.d.-studium ved Aalborg Universitet i 2007 med afhandlingen “The Study of Human Models of Trigeminal Pain and Sensitization Induced by Cutaneous Injections of Capsaicin and Glutamate”. Afhandlingen består af 5 arbejder, der alle er blevet publiceret i højt rangerede tidsskrifter.

Forskningen omhandler metoder til at vurdere og modulere overfølsomhedstilstande i smertesystemet. Her har prismodtageren udviklet en metode, der eksperimentelt kan bringe frivillige raske personers smertesystem i en midlertidig overfølsomhedstilstand ved at sprøjte små mængder chili ind i huden. Dette medfører, at smertesystemet omkodes, så berøring nu pludselig medfører en smerte, som man fx kender det fra solskoldning. De udløste overfølsomhedsreaktioner minder om dem, som patienter med smerter udviser. På denne måde har hun udviklet en smertemodel, der kan give kendskab til, hvorfor patienter udvikler smerter.

Samtidig har hun fundet ud af, at visse nervegifte (botox) i små mængder kan hæmme udviklingen af smertetilstande, hvor man hidtil har troet, at disse gifte kun kunne hæmme musklernes funktion, idet de giver lammelser, hvis de sprøjtes ind i musklerne i små mængder.

Ph.d.-stipendiet på Aalborg Universitet blev i sin tid tildelt i skarp konkurrence med 37 andre ansøgere. Ph.d.-studiet blev vejledt af prof., dr.med. ph.d. Lars Arendt-Nielsen, Center for Sanse-Motorisk Interaktion/SMI, Aalborg Universitet.

Efter ph.d.-studiet er den 34-årige Parisa blevet tildelt et adjunktur på AAU. Den dygtige forsker modtog sidste år et EliteForsk-rejsestipendium fra Videnskabsministeriet og arbejder i øjeblikket hos dr. Brian E. Cairns på det farmaceutiske institut ved University of British Columbia, Vancouver, Canada. Her udfører hun dyreeksperimentelt arbejde, der bygger videre på ph.d.-arbejdet med henblik på at finde ud af, om forskellige typer af nervegift også kan virke på muskelsmerter. Er dette tilfældet, vil der være basis for helt nye behandlingsformer. Der har gennem mange år været et konstruktivt samarbejde mellem SMI og universitetet i Vancouver.

Parisa Gazerani har netop i Canada modtaget et 1 års forskningslegat, så hun kan fortsætte arbejdet i Canada frem til september 2009. Herefter vender hun tilbage til Aalborg Universitet, hvor hun skal fortsætte forskningen samt bidrage til, at AAU får opbygget et undervisningsmiljø omkring lægemiddelforskning. Allerede inden afrejsen er hun kommet med meget væsentlige input til programmet, som i dag er en del af uddannelsen. Hendes farmaceutiske baggrund koblet med ekspertise inden for universitetets sanse-motoriske forskning, specielt smerteforskningen, gør hende til en meget vigtig ressourceperson for universitetet og den fortsatte udbygning af samarbejdet med den farmaceutiske industri. Meget tyder på, at dette kan blive en væsentlig industriel udvikling for regionen.

I forbindelse med opholdet i Canada tilegner Parisa sig en vigtig viden, der yderligere skal sikre, at Aalborg Universitets strategi om at satse på translatorisk forskning kan opnås – dvs. at undersøge smertemekanismer hos dyr, teste disse mekanismer i frivillige forsøgspersoner for til sidst at anvende denne viden klinisk i behandling. Hun har her i september bestået et kursus ved Aarhus Universitet, der tillader, at hun kan gennemføre dyrestudier, når hun kommer tilbage til Aalborg Universitet. Det er afgørende at have personer med denne kompetence, når AAU etablerer den nye health science campus.

Parisa Gazerani bliver den 10. forsker på AAU, som modtager den store anerkendelse for sin forskning.
Spar Nord Fondens Forskningspris tildeles en gang om året en yngre forsker på Aalborg Universitet, som har afsluttet et særligt excellent forskningsprojekt. Prismodtageren udpeges af et udvalg bestående af repræsentanter for universitetets fem fakulteter.

Dir. Ole Jørgensen, Spar Nord Fonden, vil overrække prisen til Parisa Gazerani ved Aalborg Universitets Årsfest og Doktorpromovering den 31. oktober i Aalborg Kongres & Kulturcenter, hvor prismodtageren kvitterer med en festforelæsning. Mens 50.000 kr. af prisen går til egen lomme, skal resten bruges til forskning.

AAU-udvalget

Lektor Hans Götzsche, Humaniora, prof. Birte Siim, Samfundsvidenskab, prof. Niels Olhoff, Ingeniørvidenskab, prof. Jesper Møller, Naturvidenskab, og Thomas Sinkjær, Sundhedsvidenskab.

Yderligere information