Sue Wheeler har siden 2002 haft et professorat i Psykoterapi ved University of Leicester, hvor hun også er leder af deres psykoterapi-træningsprogram. Forud for dette har hun bl.a. igennem 12 år beklædt en stilling som lektor og studieleder ved University of Birmingham. Endvidere har hun stor erfaring som klinisk supervisor i regi af sin private praksis.
Igennem årene har Sue Wheeler publiceret adskillige artikler, bogkapitler, rapporter og bøger om psykoterapi og psykoterapi-supervision baseret på empirisk forskning og klinisk erfaring. Blandt de seneste udgivelser kan bl.a. nævnes en omfattende rapport, hvori som hun på vegne af den Britiske Sundhedsstyrelse har beskrevet en række obligatoriske temaområder, som er påkrævede for at kunne opnå certificering som psykoterapeut og dermed opnå ansættelse i offentlige stillinger i Storbritannien.
Sue Wheeler indtager således en central position i den britiske klinisk/psykoterapeutiske uddannelse, forskning, og professionsudvikling, og er hun blandt de få internationalt anerkendte forskere indenfor klinisk supervision (som er AAU’s Universitetskliniks kerneforskningsområde).
- Med hendes fokus på praktisk og teoretisk psykoterapi og supervision og ikke mindst oplæring i samme, passer Sue Wheeler godt til vores faglige profil og hun vil givet kunne tilføje vores miljø ganske meget, siger lektor og klinikleder Claus Haugaard Jacobsen, AAU.
Tiltrædelsesforelæsningen afholdes torsdag d. 6. marts kl. 15.00 i auditoriet på Kroghstræde 3, 9220 Aalborg Øst.
Kontakt
- Claus Haugaard Jacobsen, PhD, Lektor Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, Kroghstraede 3, DK-9220 Aalborg Øst, Tlf: +45 9940 9016 eller +45 5153 8889 Email: claush@hum.aau.dk