Mange forbinder diskussioner for og imod atomkraft med 1970’ernes protestbevægelser, men der er flere grunde til, at spørgsmålet er højaktuelt i 2008. Lukningen af Barsebäck-værket, store gennembrud inden for forskning i fusionsenergi og den generelle debat om klodens energiforbrug er medvirkende til, at atomkraft atter er på dagsordenen flere steder.
Aalborg Universitet støtter Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), der arbejder med at fremme interessen for naturvidenskab og teknologi blandt unge, og UNF åbner op for atomkraftdebatten tirsdag aften. Her er de to anerkendte fysikere lektor Uffe Korsbech og professor emeritus Niels I. Meyer inviteret til at diskutere emnet, så nysgerrige unge kan få en indsigt i argumenterne for og imod atomkraft.
- Alternative energikilder bliver mere interessante, jo mere oliepriserne stiger, og på et tidspunkt skal vi måske tage stilling til, om vi skal have atomkraft i Danmark. Vi håber derfor, at arrangementet kan hjælpe deltagerne med at finde deres egen holdning, siger Erik Wognsen, der er formand for Aalborg-afdelingen af UNF.
- Det tekniske niveau i debatten er tilpasset gymnasieelever og lignende, så vi regner med at få en spændende diskussion, som både er forståelig og fagligt velfunderet i kraft af de to debattørers baggrund, forklarer han.
De to eksperter er begge er fra DTU. Uffe Korsbech har været med i Reel Energi Oplysning (REO) og er tilhænger af atomkraft, mens Niels I. Meyer er en velkendt modstander af atomkraft og mangeårig samfundsdebattør. Som ordstyrer har UNF inviteret Frede Blaabjerg, der som dekan og energiforsker på AAU har stor viden om det energitekniske felt, atomkraftdebatten er en del af.
Debatmødet om atomkraft finder sted tirsdag d. 11. marts kl. 19 i AAU’s auditorium på Strandvejen 35 i Aalborg.
Tid og sted
- ”Atomkraft - for eller imod?” finder sted tirsdag d. 11. marts 2008 kl. 19
- Auditorium T, Strandvejen 35, 9000 Aalborg (buslinje 12 stopper nær auditoriet, og Aalborg Vestby-station ligger tæt på)
- Gratis adgang, men medlemskab af UNF kræves (gratis for de fleste gymnasieelever, 30 kr. for alle andre)
Yderligere oplysninger
- Erik Wognsen, formand for UNF Aalborg, tlf. 51 92 84 98
- Læs mere om arrangementet
- Besøg UNF Aalborg på nettet