God fysisk form er et absolut krav til vordende astronauter. Men blandt de heldige, som slipper gennem nåleøjet og bliver udvalgt til længerevarende missioner i rummet, reduceres den fysiske formåen helt uundgåeligt, når de kommer ud i det helbreds-fjendtlige tyngdefrie miljø.
- At være udstationeret på en rumstation svarer næsten til at være i koma. Man får ikke rørt musklerne som normalt, og derfor sker der en hurtig nedbrydning af kroppen. Og da tyngdekraften er langt mindre derude end på jorden, kan man ikke bare bruge almindelige træningsmetoder og redskaber nede fra det lokale motionscenter, forklarer business manager Casper Gerner Mikkelsen fra AnyBody Technology.
Problemstillingen forstærkes af, at ambitionerne i de internationale rumprogrammer går i retning af længere togter til fjernere mål. Hvis ikke det sker med omtanke, kan det få alvorlige følger for astronauterne, oplyser professor John Rasmussen fra Aalborg Universitet.
- Hvis man vil flyve til Mars, vil astronauterne formodentlig være uhelbredeligt syge og invaliderede, når de kommer frem, fordi de har tabt en stor del af deres muskel- og knoglemasse. Hvis de har kræfter til at bære sig selv, vil deres knogler knække, første gang de sætter benene på planeten. For at undgå den situation er man nødt til at træne kroppen undervejs. Men det er meget svært at designe øvelser og udstyr, der kan narre knogler og muskler til at tro, at de befinder sig i et tyngdefelt. Det kan vores teknologi forhåbentlig hjælpe med, fortæller John Rasmussen.
Potentiale for patienter
AnyBody Technology udspringer af John Rasmussen og forsker-kollegernes arbejde på Aalborg Universitet. Selskabets specielle software gør det muligt at simulere menneskekroppens opførsel under skiftende fysiske forhold. I det konkrete projekt er teknologien i samarbejde med det tyske firma ESE GmbH blevet anvendt til at udvikle en model af en ro-maskine, som kan bruges til træning ombord på rumfærger.
Initiativet til projektet kommer fra forsknings- og teknologi-enheden i Den Europæiske Rumfarts Organisation ESA. Men erfaringerne kan også gavne andre end astronauter, fordi knoglenedbrydning er en almen og svær lidelse blandt mange ældre mennesker.
- Det er et område, hvor teknologien vil kunne hjælpe millioner af patienter. Det gør det samtidig til et meget interessant sundhedsteknologisk forretningsområde, siger Casper Gerner Mikkelsen fra AnyBody Technology.
I forvejen er AnyBody-systemet blevet benyttet af store kunder som NASA, Ford og Panasonic i andre sammenhænge.
Kontakt
- Business Manager Casper Gerner Mikkelsen, AnyBody Technology, tlf. 96 35 42 86, mobil 40 88 88 76
- Pressekontakt: Journalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 73 39, mobil 23 40 65 54