På en ekspedition til verdens store hotspot for innovation, Silicon Valley, har Internationalt Center for Innovation (ICI) ved Aalborg Universitet netop markeret sin officielle åbning. I den forbindelse har man taget de første skridt til nye samarbejder mellem ICI og en række californiske aktører inden for blandt andet kundedrevet innovation og prototypeudvikling i virtuelle verdener.
Denne type samarbejde bliver en central del af ICI, der opretter 10-15 netværk med nordjyske virksomheder i centrum, men med adgang for alle. Hvert ICI-netværk kommer til at rumme mindst fem virksomheder og fem forskere, konsulenter og lignende, der i løbet af to år skal udvikle nye innovative forretningsmodeller på tværs af brancher og grænser og derefter lancere dem kommercielt på et globalt marked. Leder af ICI, Peter Lindgren, giver et eksempel på hvordan en forretningsmodel udviklet i sådan et netværk kan se ud:
- Forestil dig, at en fjerkræavler, et mobilselskab og en spilproducent går sammen om at udvikle en ny forretningsmodel. Det resulterer i kyllingepakker med stregkoder, som børn kan aflæse med mobiltelefonen og derigennem hente figurer til spil. På den måde opstår der pludselig forretning for hele tre virksomheder, forklarer han.
Det er første gang i Danmark, at virksomheder, væksthuse, kommuner og universiteter går sammen om at innovere nye måder at drive forretning på, der kan skabe win/win-scenarier for alle involverede parter. Samtidig er ICI-konceptet et opgør med traditionel produktudvikling og et modsvar til situationen på den nordjyske innovationsfront, hvor 64 procent af alle virksomheder ifølge Danmarks Statistik slet ikke bruger penge på innovation.
- Problemet er, at mange virksomheder slet ikke tænker over, hvad deres forretningsmodel egentlig er - og at den overhovedet kan udvikles. Vi er nødt til at se både leverandører, konkurrenter og kunder som samarbejdspartnere. Ellers udnytter vi kun en brøkdel af det samlede innovationsfelt, forklarer Peter Lindgren.
I de kommende måneder skal bestyrelsen i ICI vurdere ansøgninger fra netværk, der ønsker at etablere projekter i sammen med ICI.
Yderligere oplysninger:
- Peter Lindgren, leder af Internationalt Center for Innovation (ICI) ved AAU, tlf. 99 40 89 87
- Besøg ICI
- Læs mere om ICI’s projekter og Silicon Valley-samarbejder