Fredag den 28. november står Aalborg i Grønlands tegn personificeret ved den tidligere landsstyreformand, Jonathan Motzfeld, der for nylig fyldte 70 år. Heldagsbesøget i Aalborg bringer den kendte politiske figur til bl.a. Aalborg Universitet, hvor han modtages af rektor Finn Kjærsdam og senere, kl. 13 i Auditoriet 0.08, Fibigerstræde 10, vil Jonathan Motzfeldt give sit personlige bud på, hvordan fremtiden ser ud for Grønland.
Aalborg Universitets bestyrelsesformand, tidligere folketingsmand Frank Jensen, har i mange år været stærkt optaget af Grønlands udvikling. På dagen vil han supplere Jonathan Motzfeld med et oplæg omkring arbejdet i Grønlands Selvstyrekommission, hvor Frank Jensen bl.a. var formand for underudvalget om økonomi.
Efter sit besøg på Aalborg Universitet skal Jonathan Motzfeldt sidst på dagen åbne julemarkedet på Gl. Torv i Aalborg. Efterfølgende er der gudstjeneste med den teologisk uddannede Jonathan Motzfeldt i Budolfi Kirke.