Forskningen på Aalborg Universitet er under konstant udvikling, og nu hæver De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter ambitionsniveauet både nationalt og internationalt. For at samle trådene og udvikle hele området er Lene Lange, professor, dr. scient. blevet ansat i en nyoprettet stilling som prodekan for forskning. Lene Lange har de seneste halvandet år været leder af det nye store Biologisk Institut ved det Naturvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet, men er især kendt for sine mere end tyve år i den private forskningssektor hos Novo, blandt andet som forskningschef i Novozymes A/S.
- Hvis man i fremtiden vil være med til at sætte en dagsorden inden for forskning, så er det en stor fordel at have ét fakultet, der går på tværs af blandt andet miljø-, ingeniør- og medicinområderne, som AAU har. For udsagnet om, at eksempelvis biologi kan flytte verden, har aldrig været mere sandt, end det er i dag, siger Lene Lange.
Som prodekan for forskning får hun et særligt ansvar for en ambitiøs plan, der skal give AAU en stærkere forskningsprofil internationalt, blandt andet via tværfaglige satsninger, markant vækst i privat og offentlig finansieret forskning, samt være med til at udvikle forskningen på fakultetets 14 institutter. Samtidig bliver Lene Lange involveret i udviklingen af AAU’s afdeling i hovedstadsområdet (Copenhagen Institute of Technology i Ballerup), som hun ser som en spændende ny platform, velegnet til at udbygge forskningssamarbejder med andre danske universiteter, med udenlandske forskere og med erhvervslivet.
- Det bliver enormt spændende at tage del i det tempo og bidrage til den katalysatorrolle, som en lille gruppe kan have for såvel uddannelse som forskning og erhvervssamarbejde. Vi får her mulighed for på integreret og værdiskabende vis at kombinere det ingeniørmæssige, den biologiske og den sundhedsmæssige indfaldsvinkel. Kombinerede fagfelter som disse er helt nødvendige for den forskning, der skal udvikle det område, som Europa nu satser på, nemlig Knowledgebased bioeconomy, forklarer Lene Lange.
- Verden har brug for nye løsninger på vigtige problemer. Danske forskere og dansk erhvervsliv står stærkt og kan gøre en stor forskel også på globalt plan. Men det er nu vi skal rykke, og det glæder jeg mig meget til at være med til, siger Lene Lange.
På AAU er der stor glæde over, at netop Lene Lange skal deltage i arbejdet med at udvikle forskningen.
- Det er umuligt ikke at være imponeret over de veje, Lene har valgt gennem årene. Hun har skabt sammenhæng mellem grundforskning, anvendt forskning, samfundsorienterede løsninger og samarbejde på tværs af institutioner, så jeg er overbevist om, at hun vil finde sig godt til rette i den forskningskultur, vi har opbygget på Aalborg Universitet. Samtidig har hun arbejdet meget med innovation og kommercialisering via et utal af patenter. Jeg ser virkelig frem til samarbejdet omkring de ting fakultetet vil arbejde for gennem de kommende år, siger dekan Frede Blaabjerg.
Lene Lange tiltræder stillingen den 1.september 2008.
Fakta
- De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på AAU har over 6200 studerende og satte sidste år rekord med næsten 1100 nye ansøgere inden for de tre videnskabelige hovedområder. Fakultetet har omkring 1300 medarbejdere med campi i Aalborg, Esbjerg og København
- Lene Lange (f. 1948) er uddannet fra Københavns Universitet i 1973, hvor hun efterfølgende arbejdede i seks år. I 1990 blev hun doctor scient ved Københavns Universitet og i 2000 adjungeret professor ved Landbohøjskolen. Efter otte års ansættelse ved Frøpatologisk Institut blev hun i 1986 headhuntet til Novos nystartede satsning Plant Protection.
- Lene Lange arbejdede i Novo-gruppen fra 1986 til 2007, senest som forskningschef i Novozymes A/S. I februar 2007 vendte hun tilbage til universitetsverdenen, som institutleder på KU.
- Lene Lange har desuden gennem flere år haft betydningsfulde poster, bl.a. som næstformand i Det Strategiske Forskningsråd, bestyrelsesmedlem i Experimentarium, formand for CIMMYT (The International Wheat and Maize Research Institute) og næstformand i Det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning, formand for NordForsks bestyrelse, samt medlem af DHI’s, Solums og Nørre G’s bestyrelser.
Kontakt
- Lene Lange, professor, dr.scient., tlf. 28 75 21 00
- Dekan Frede Blaabjerg, De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter, AAU, tlf. 99 40 96 31, mobil 21 29 24 54