I forbindelse med Forskningens Døgn blev en række dygtige elever fra de nordjyske gymnasier præmieret for deres naturvidenskabelige opgaver, da Aalborg Universitet for tredje år i træk kårede Nordjyllands Naturtalent. Med 40 opgaver på et meget højt niveau satte Nordjyllands Naturtalent rekord for antallet af deltagere i konkurrencen, og da det hele var afgjort, var det en elev fra Nørresundby Gymnasium, der kunne forlade overrækkelsen med de største roser – og med hovedpræmien på 5000 kroner.
I kategorierne Fysik, Kemi, Matematik og Biologi blev vinderne hædret ved præmieoverrækkelsen på Aalborg Universitets afdeling på Sohngaardsholmsvej i Aalborg. Den største ære samt titlen som Nordjyllands Naturtalent 2008 tilfaldt den samlede vinder Louise Knøsgaard fra Nørresundby Gymnasium & HF, der deltog med en imponerende opgave om syntese og karakterisering af et såkaldt ”prodrug”. Et prodrug er et medikament, som er kemisk ændret, så dets optagelse i kroppen er forbedret, og så samtidig i kroppen kan gendannes til det originale medikament.
- Emnevalget i år viser, at eleverne ikke er bange for at tage livtag med nogle ret komplekse problemstillinger, lige fra knudeteori, kvantemekanik, medicinal kemi og enzym-kinetik til nanoteknologi og kryptologi. Vi har været meget imponerede over det høje niveau, så også i år har det været svært at udvælge vinderne, fortæller lektor Kim Lambertsen Larsen. Han er en af de forskere fra Aalborg Universitet, der har været med til at bedømme gymnasieelevernes opgaver på baggrund af blandt andet videnskabelig fremgangsmåde, originalitet og formidling. I sidste ende pegede dommerne dog på Louise fra Nørresundby Gymnasium.
- Louise har på meget fin vis gennemgået de kemiske og biologiske aspekter af prodrug-teknologien, og hun får inddraget matematikken i evaluering af de kemiske forsøg på en relevant måde. Hun har grebet forsøgene meget modent og systematisk an, og så må man også tage hatten af for, at hun har bevaret overblikket, selvom enkelte af forsøgene ikke er lykkedes, forklarer Kim Lambertsen Larsen.
Det er elever fra gymnasier i hele Nordjylland, der har indsendt de naturvidenskabelige projekter, som skal inddrage mindst to fag, for eksempel kemi og historie eller fysik og matematik. Årets præmier på i alt 15.000 kroner var sponsoreret af Det Obelske Familiefond, og heraf løb den samlede vinder Louise Knøsgaard fra Nørresundby Gymnasium med i alt 5000 kroner. Konkurrencen om Nordjyllands Naturtalent er en del af Aalborg Universitets indsats for at gøre ungdommen interesseret i naturvidenskab, der er en vigtig ressource for et videnssamfund som det danske.
Vindere
- Matematik: 1. plads Rasmus Pihl, Hjørring Gymnasium og HF-kursus, 2. plads Tobias Madsen, Aalborghus Gymnasium
- Fysik: 1. plads Tessa Dahl-Jensen, Hasseris Gymnasium, 2. plads Kasper Bendix Johnsen, Aalborghus Gymnasium
- Biologi: 1. plads Line Kim Møller Lybech, Hasseris Gymnasium, 2. plads Mie Lindskov Kusk, Hobro Gymnasium & HF-kursus
- Kemi: 1. plads Louise Knøsgaard, Nørresundby Gymnasium & HF, 2. plads Ann Sofie Olesen, Brønderslev Gymnasium
- Samlet vinder: Louise Knøsgaard, Nørresundby Gymnasium & HF (Kemi)
Yderligere information
- Lektor Kim Lambertsen Larsen, Institut for Kemi, Miljø og Bioteknologi, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 85 21
- Vinder Louise Knøsgaard, tlf. 61 26 80 95
- Læs mere om Nordjyllands Naturtalent