Det fortsat høje prisniveau på råolie skaber et højt aktivitetsniveau i olie- og gasindustrien og dermed også behov for flere ingeniører. Mærsk Olie og Gas AS samler i dagene 11.-22. august 35 studerende fra universiteter og ingeniørskoler i en række EU-lande til Summer School i Esbjerg. Et af målene med det nye initiativ, der foregår i samarbejde med Esbjerg Institute of Technology – Aalborg Universitet (AAUE), er at få flere ingeniørstuderende til at overveje en fremtid inden for olie og gas produktion.
- Vi ønsker at udbrede kendskabet til olie- og gasindustrien og de spændende faglige udfordringer, den byder på for unge ingeniører. Desuden vil vi gerne udbygge samarbejdet med universitetsmiljøet og bidrage til, at tiltrække flere studerende til ingeniørstudiet, siger HR Manager i Mærsk Olie og Gas i Esbjerg, Ingelise Ø. Terkildsen.
Udvalgt blandt 80 ansøgere
Det intensive program veksler mellem teori, Mærsk-ingeniørers præsentation af deres faglige arbejdsområder, søredningsøvelser på Falck Nutec i Esbjerg samt besøg på produktionsplatformene Tyra Øst og Tyra Vest i den danske del af Nordsøen. Desuden er der indlagt besøg i Esbjerg, Ribe og på museer samt en sælsafari. Den teoretiske del af programmet foregår på AAUE, hvor lektor Birgit Kjærside Storm og andre undervisere modtager de ingeniørstuderende, der befinder sig på 6.-10. semester i deres uddannelse.
- Vores første succeskriterium var, at der var interesse for Summer School, og med omkring 80 ansøgninger blev det til fulde opfyldt. Det næste er, at deltagerne har et interessant og spændende forløb, og at de føler sig veltilpasse i hinandens og vores selskab. Reelt kan vi dog først måle udbyttet på antallet af ansøgninger til de offshorerelevante uddannelser inden for to-tre år, siger Birgit Kjærside Storm, der er lektor i kemiteknik.
Birgit Kjærside Storm vurderer, at olie- og gasindustrien fortsat har et imageproblem i forhold til de vedvarende energikilder, selv om sikkerhed og miljø står øverst på agendaen. Hun betragter de 35 ingeniørstuderende på Summer School som kommende ambassadører for olie- og gasindustrien og AAUE, og det samme gør Ingelise Ø. Terkildsen hos Mærsk Olie og Gas.
- Vi vil blandt andet kunne måle effekten af Summer School på, om vi i fremtiden får flere ansøgere til ledige job fra de uddannelsessteder, ambassadørerne kommer fra, siger Ingelise Ø. Terkildsen.
De unge ingeniørstuderende stilles allerede på programmets første dag over for en projektopgave, ”Design af en offshore-platform”, som de skal løse i grupper og fremlægge i fællesskab, før de har sikret sig et diplom og fem af de internationale ECTS-point.
Yderligere informationer
- HR Manager i Mærsk Olie og Gas, Esbjerg: Ingelise Ø. Terkildsen, tlf. 79 11 13 88
- Lektor i kemiteknik Birgit Kjærside Storm, Esbjerg Institute of Technology – Aalborg Universitet, tlf. 22 15 60 05