Rapporten gennemhuller en række myter om humaniora og humanistiske kandidater. For det første, at humanister kun undtagelsesvis anvendes i den private sektor. Svaret er, at 55 % af kandidaterne er ansat i den private sektor. Den anden er, at det fortrinsvis er gymnasielærerjobs der er aktuelle. Svaret er, at der kun er tale om ca. 25 %. Den tredje myte er, at kandidaterne ikke er mobile. Svaret er, at kandidater fra provinsen er meget mobile i jobsøgning (61 %) og ca. 50 % får deres første job uden for universitetsbyerne. Fjerde myte er, at humanister har svært ved at få arbejde. Svaret er, en tredjedel for arbejde, før de har færdiggjort deres uddannelse, og at de fleste får arbejde inden for et år efter færdiggørelsen. Den femte myte er, at lønforskellen mellem København og det øvrige land er væsentlig. Svaret er, at lønforskellen jævner sig i løbet af få år, men at der er forskel på, om man er privat eller offentlig ansat.
- Det har vi naturligvis vidst længe, så det er rart at få sat tal på, hvad der er op og ned, siger Ole Prehn, dekan ved humaniora på Aalborg Universitet.
- At humaniora således i den grad og på kort tid er kommet ind i varmen både i den private sektor og inden for andre områder end undervisning inden for det offentlige er en velkommen men ikke overraskende historie. Med udviklingen hen imod vidensamfundet og den stigende globalisering, har vi hele tiden sagt, at humaniora har fremtiden foran sig, at humaniora er en del af denne samfundsudvikling.
- For Aalborg Universitet er det også glædeligt, hvor meget der lægges vægt på projektorienteringen i uddannelserne, og også at tværfaglighed fylder meget, når kandidaterne selv skal sige det. For det er præcist på disse og en række andre punkter, AAU adskiller sig. Forelæsninger er hos os en relativ marginal foreteelse.
- Vi kan også se, at specielt de ”nye” uddannelser svarer godt til arbejdsmarkedets behov. Vi startede Humanistisk Informatik i 1985, og den er nu en af universitetets største og altså ikke helt ny.
Vi er godt tilfredse med resultatet af undersøgelsen, som bl.a. vil være grundlaget for vort videre arbejde med at gøre uddannelserne endnu bedre, slutter Ole Prehn.
Nærmere oplysninger
- Dekan Ole Prehn på telefon 9940 9598 eller 2787 9810
- Efter den 12. marts kan rapporten downloades