Der er tale om en 1-årig målrettet og intensiv efter-/videreuddannelse på masterniveau, som specifikt fokuserer på at styrke den ledelsesmæssige og erhvervsøkonomiske vurderingsevne hos deltagerne. Det overordnede formål er at give dem kompetencer til at iværksætte, udvikle og vurdere beslutningsprocesser på topniveau. En sidegevinst ved uddannelsen vil blive, at deltagerne fremadrettet får et stærkt netværk af kvindelige bestyrelsesmedlemmer og -ledere.
Konkret er undervisningen tilrettelagt som 9 seminarer af halvanden dags varighed, der kombineres med selvstudier og projektarbejde ind imellem seminarerne. Det faglige indhold er inddelt i fire moduler: Ledelse, Økonomi og regnskab, Jura samt Videnskabelig metode, hvor de gennemgående tråde vil være bestyrelsens ansvar, rettigheder og pligter, bestyrelsens roller i forhold til direktion og omverden, varsling og håndtering af risici og refleksion over bestyrelsens virke.
Uddannelsen bygger på en tværfaglig, problemorienteret tilgang, som medtænker deltagernes egen praksis. Kernen i uddannelsesforløbet vil være det problemorienterede projektarbejde, hvor deltagerne arbejder med konkrete problemstillinger inden for bestyrelses- og direktionsarbejde i virksomheder eller offentlige organisationer. Deltagerne udarbejder i alt to projekter baseret på sådanne problemstillinger, enkeltvis eller i mindre grupper.
Underviserne vil primært være forskere fra Aalborg Universitet, suppleret med repræsentanter for erhvervslivet. Det er ledelsesforskerne professor Lennart Nørreklit og lektor Kenneth Mølbjerg Jørgensen, Institut for Uddannelse, Læring og Filosofi ved AAU, og repræsentanter for bestyrelseskvinder.dk, Karin Hedegaard og Susan Vonsyld, der har udviklet ”Kvinder i bestyrelser”.
Uddannelsen, der starter 11.-12. december, finder sted på Aalborg Universitetsbibliotek (AUB). For interesserede arrangeres der et informationsmøde den 8. oktober, ligeledes på AUB.
Yderligere oplysninger
- Dekan Allan Næs Gjerding, tlf.: 27879805; ang@samf.aau.dk