Running seriously affects your mind

Aalborgs første universitetsløb skydes i gang fredag den. 10.oktober i lokalområdet i Aalborg Øst

Lagt online: 25.09.2008

Aalborg Universitet og Studentersamfundet ved AAU står fredag d.10 oktober kl. 14.30, som er dagen før efterårsferien, bag et stort motionsløb, der bærer navnet ’UNIRUN’ og undertitlen ’ Running seriously affects your mind’.
Løbet udfolder sig over hele universitetsområdet i Aalborg Øst, og alle AAU’s 15.000 studerende og små 2.000 ansatte skal kunne være med, hvorfor der bydes på såvel en 5 km som en 10 km rute.

- Et af formålene med løbet er at tilføre campus i Aalborg Øst flere aktiviteter samt at styrke sammenholdet i hele området. Derfor har vi også inviteret University College Nordjylland og Biblioteksskolen, der begge bor i området, med til at løbe, fortæller en af initiativtagerne, Mia Schmidt, der læser kommunikation på 9. semester på Aalborg Universitet.
- Vi håber på mange, mange hundrede løbere selvom det er første gang, at vi forsøger os med et universitetsløb. Spænder det hele fornuftigt an, er det vores mening, at det skal være en årlig tilbagevendende begivenhed, som forhåbentlig vil kunne vokse sig til en stor Aalborg begivenhed med flere tusinde løbere, fortsætter Mia Schmidt, der lover, at motion, som fx via UNIRUN har en særdeles god indflydelse på både krop, sjæl, psyke og ikke mindst hjernen.

Der bliver chip-styret elektronisk tidtagning, som skal sikre en nøjagtig tidtagning for dem, som lægger vægt på det, ligesom der tilbydes t-shirt, frugt og væske i startområdet garneret med live musik på scenen ud for Kroghstræde 3.

Der er allerede her 3 uger før startskuddet lyder tilmeldt flere hundrede løbere. Interesserede kan online tilmelde sig på www.unirun.aau.dk, hvor også alle detaljer kan læses.

Yderligere oplysninger